Jeg er ved at blive gråhåret. Så er det sagt!

Det har sådan set været ved at trække op i nogle år. Især i tindingerne, dér hvor mænd får kalveslik. Dér er jeg nærmest hvidhåret. Og så foran ørerne. Her er jeg hvid OG kruset!!! Lige når jeg kigger mig i spejlet så ligner jeg helt vildt min mor, lige foran ørerne. Det er åbenbart den måde vi ældes på. De to hvide kalveslik ville være fantastiske, hvis jeg havde frisure a la dronning Ingrid: Sådan friseret tilbage, med en krølle lige i tindingerne.  Men jeg har ikke lyst til at ligne dronning Ingrid.

De senere år har jeg konsekvent fået lavet lyse striber i håret, for at maskere. Og jeg kan altid mærke på mine omgivelser, når det er ved at være på tide at få dem fornyet. Så kan jeg fx have oplevelser som denne, i en tilfældig dagligvare butik, ved et tilfældigt kassebånd:

To drenge står for enden af båndet og venter på at det bliver deres mors tur. Mine varer, ti små yoghurtbægre, på tilbud, er på vej ned ad båndet mod drengene.

-Årh mand, se hvor mange hun skal have af dem dér?

-Jah, (siger den anden, henvendt til mig – teenage-moderen): – er det til dine børnebørn!

!!!!

Min første tanke var: SHIT! Jeg skal snart til frisøren igen!

Min næste tanke var: smil, og lad som om du er helt upåvirket af spørgsmålet!!!

Nå, men jeg fik sagt et eller andet smart, og så skyndte jeg mig ud af butikken. Men de to drenge fik alligevel vakt noget i mig. En form for protest. Hvorfor er det egentlig så problematisk at blive skudt til at være bedstemor i en alder af 48? – altså bortset fra at jeg ikke er det. Altså bedstemor.

Da jeg var i trediverne blev jeg ofte skudt til at være i 20’erne. Nu er jeg i fyrrerne og bliver skudt til at være i halvtredserne. Dér mistede jeg lige et helt årti, pga håret! Det er heller ikke så længe siden at én troede, at jeg var ældre end min mand (Som er fire år ældre end mig, og helt kronraget, så dér er ingen hvide hår at forholde sig til).

_______________

Da jeg kom hjem, begyndte jeg at google på det grå hår. For det irriterer mig lidt, at jeg er så bange for det.

Og så opdagede jeg at der er en hel bevægelse i gang for at promovere den uundgåelige hårfalmning. Fx er in-frisøren Gunn-Britt en ivrig fortaler, og en ærværdig repræsentant for hvidhårede kvinder. En anden højtprofileret dansker er Anja Alajdi, som er stylist for kronprinsesse Mary. Hun er efterhånden helt hvidhåret, og er holdt op med at farve sig. Hun ser fantastisk ud!

Jeg fandt en amerikansk blog, som UDELUKKENDE består af billeder af kvinder med gråt/hvidt hår! – og de ser forrygende ud! www.silverhairedbeauties.com

  • Vidste du, at man ikke bliver gråhåret, men at hårene bliver hvide, og når de så ligger imellem de øvrige hår, så ser det gråt ud?
  • Vidste du, at de bliver hvide fordi der ikke er mere pigment tilbage i hårsækken, og så bliver hårene hule, og ser hvide ud?

Min mor var ret længe om at blive gråhåret. Og det samme var min far. Min bror er 16 år ældre end mig, men alligevel er jeg mere hvid end ham.

Det er da mærkeligt!

Nu har jeg imidlertid besluttet, at det skal være SLUT med at maskere med lyse striber! Jeg vil også være en del af ”stå-ved-dit-grå-hår”-bevægelsen, som kun få har opdaget.

Jeg har læst, at man bare skal skrue lidt op for øjenmakeuppen, så øjnene fremstår mere udtryksfulde. Intet problem! Så må folk tro at jeg er bedstemor. Og at jeg er den ældste i ægteskabet. Det hjælper alligevel ikke noget med de dér striber. Frem med makeuppen! Hrmpf!