Den følgende lille tekst skrev jeg en dag i april 2015. Dagen før havde jeg besøgt min far på plejehjemmet, hvor han tilbragte den sidste tid inden sin død. Hans hjerne gjorde knuder det sidste stykke tid, og det forvirrede ham meget, at han ikke kunne finde hoved og hale på det hele. Jeg havde glemt dette lille selvterapeutiske skriv, men fandt det tilfældigt forleden. Fyldt med smerte, men en måde at håndtere det svære på.

 

Til Far

Jeg tror ikke du kunne kende mig i går, da jeg besøgte dig.

Da jeg kom, var du ikke på dit værelse. Jeg havde fået en antenneledning med fra Michael, som skulle sættes på dit gamle billedrørsTV. Så det gik jeg i gang med at montere.
Pludselig sad du i din Kørestol, i døråbningen.

“HVAD LAVER DE?” spurgte du bestemt. Vi har aldrig været de’s før.

Jeg svarede, at jeg var ved at montere tv’ets antenne. Du så forvirret ud da jeg smilede til dig. Ingen genkendelse, og måske en flygtig tanke: “Kender jeg hende?”.

Jeg gik hen til dig og gav dig et knus, mens jeg sagde “Hej Far”.
“Hej … – datter?”, sagde du spørgende.

Jeg var smerteligt bevidst om at du ikke kunne kende mig. Men jeg gav dig min gave som jeg havde forberedt i flere dage: Billeder af dig og dit liv, i en mappe, som måske kunne bruges til at hjælpe din erindring på vej.
Billederne samlede jeg for nogle år siden, i hemmelighed, da I havde diamantbryllup. Viste det på en powerpoint til festen i mors atelier, som du i sin tid satte i stand til hende, og hvor festen blev holdt.

Nu har jeg fundet dem frem igen og skrevet ud, 80 stk, og sat dem i en mappe, til dig. Hele dit liv.

Men du husker vist ikke meget.

– Er det mig?

– Ja

– hvorfor har jeg den alpehue på?

Du havde ALTID alpehue på! I hele min barndom og ungdom sås du altid med alpehue. Sommer eller vinter. Morgen eller aften. Den var kun fjernet fra din isse, når du var indenfor.
Far, hvordan kan du glemme alpehuen? selve personificeringen af dig!!!

Pludselig betyder billederne fra min barndom, af den far jeg elskede, helt vildt meget. Dem kan jeg sidde og kigge på, og tænke på dig og føle dit nærvær og den tryghed du gav mig ved din blotte tilstedeværelse.

Den alpehue var der altid.

Så du har både glemt mig og alpehuen.

– Jeg har bygget det her sted, siger du pludselig om plejehjemmet, som du aldrig har sat dine ben i, før du flyttede ind for et par måneder siden.

________________

Min far sov stille ind et par måneder senere, i en alder af 92 år.

Martin og far og lille mig. ca. 1975.

Fars gode ven Martin, FAR og lille mig. ca. 1975.