For et års tid siden begyndte min teenagepige at tale om et bestemt par sko hun gerne ville have. Hver gang vi gik forbi et par på gaden, viste hun mig dem: – Der er de, Mor. NIKE Huarache!

Jeg kunne godt se at de var specielle. Især hælen ”stak bagud”, lidt ligesom tegneseriefødder, men jeg kunne også godt se smartheden.

Til jul ønskede hun sig et par og fik dem. Hun er nu blevet så stor, at vi to passer den samme skostørrelse, og det kan hun godt se rigtig fine perspektiver i. Det udvider jo sko-beholdningen en del, forudsat selvfølgelig at hun kan lide sin mors sko.

Men det betyder så til gengæld også, at jeg har muligheden for at tjekke hendes sko ud. Så en dag da jeg var alene hjemme, trak jeg i hendes Nike Huarache (umuligt navn at udtale, i øvrigt). DE VAR FANTASTISKE! Som at gå på en sky! Øjeblikkeligt ønskede jeg mig et par!

Jeg tænkte over det et par dage, og spurgte hende så, hvad hun ville sige til at jeg også fik dette fodtøj. Det synes hun da bare ville være cool! Og hvis jeg købte en anden farve ville det jo også give hende mulighed for at have to farver (…ahem… jeg sagde det jo).

Noget tid efter havde jeg en fri-eftermiddag, og tog ind i den eneste butik i Århus, der forhandler skoene. En butik der udelukkende handler med sneakers. Jeg gik direkte hen til reolen med Nike Huarache. Tre ekspedienter stod og kiggede, men ingen af dem kom hen til mig.

Efter et par minutters oseri, kaldte jeg én af dem hen til mig. En ung fyr i starten af 20’erne.

Jeg vil gerne have et par af disse, og det skal være str. 40. Hvilke farver har du?

Han så lidt forvirret ud. Kiggede på mig som om jeg var faldet ned fra himlen.

Øh… kom det så, lidt tøvende. – Hvorfor vil du lige have dém her?

Fordi jeg synes de er fede, svarede jeg begejstret. – Men jeg er lidt i tvivl om farven. Jeg kunne godt tænke mig dem i røde, har du det?

Han strøg ud på lageret, og vendte efter nogle minutter tilbage med en høj stak skoæsker. ALT hvad han havde i str. 40, i forskellige farver.

Vi pakkede ud og jeg kunne lynhurtigt lave en grovsortering. Ingen af de multifarvede, dem gider jeg ikke. Et par grønne? Hmmm. Måske. Ikke sorte, dem har min datter! Ikke hvide, det er jeg for stor en svinemikkel til. – Der var desværre ingen røde.

Endelig faldt valget på et par grå. Jeg synes de var smarte, i deres tone-i-tone udtryk. Og så tænkte jeg at de  passede godt til mig.

Mens vi arbejdede på sagen, fik vi snakket lidt frem og tilbage, og da jeg fornemmede at han var tryg spurgte jeg: – Hvorfor ville du vide hvorfor jeg ville have lige de hér sko?

Han blev tydeligt lidt flov over spørgsmålet, men dæmpede stemmen og sagde…

-Fordi… – normalt er det UNGE der kommer og køber dem…

Dén sad!

Problemet er jo, at jeg ikke føler mig en dag over 25! Men de grå hår og rynkerne presser sig jo på, og der er gået over tyve år siden jeg var 25, og jeg får et chok hver eneste gang jeg bliver mindet om det.

-Men jeg føler mig ung, smilede jeg. – Og min datter har godkendt at jeg får et par! – så mon ikke det går? 

Han fortsatte, efter en lille pause:

-Jeg har faktisk forsøgt at få min mor til at købe et par, men hun vil ikke fordi hun synes hun er for gammel.

Hæ hæ. Så der var mere der trykkede end min alder J

-Nå, men nu kan du fortælle din mor, at hvis hun får et par, så er vi to over 40 her i byen.

-Ja, jeg tror bare jeg køber et par til hende og smider bonen væk. Så er hun nødt til at bruge dem.

Jeg gik hjem med mine sko, med en fornemmelse af, at jeg havde givet den unge mand lidt at tænke over, og at man ikke er helt fortabt, selvom man er, lad os sige over 30…

I virkeligheden er det en ikonisk retro-løbe-sko, som Nike udviklede og sendte på markedet i 1991. De første løbesko som havde ”skelettet” udenpå. Og nu er de så blevet ”genoptrykt” og opdateret, og gået fra at være løbesko til modesko, målrettet en generation som slet ikke husker de oprindelige.

Nogle uger senere var der et arrangement på min datters skole, og jeg deltog et par timer. Skoene havde nærmest været klistret på mine fødder siden, så jeg havde ikke tænkt på at det var dem der sad forneden, dén dag.

Da min datter kom hjem om eftermiddagen fortalte hun: – Pludselig kom én fra 8. flyvende ind fra siden, og nærmest råbte: – ÅÅÅRH, din mor har fede sko på!!! – og lidt efter kom en anden fra 7. og spurgte om det virkelig var Nike Huarache min mor havde på!

Hæ hæ. Street-credit til mig. Og en lidt stolt datter!