Denne artikel indeholder reklamelink (hvad er det?)

Acryltuschen, som de fleste kalder en Posca-tusch, har for alvor gjort sit indtog på kunstartikel-markedet de seneste år. Grunden til at de fleste kender den som en Posca-tusch er, at salgsmærket Posca har været rigtig dygtige til at gøre opmærksom på sig selv. Men Molotow , Amsterdam og mange andre mærker har en acrylic marker, der kan præcis det samme.

Dybest set er det acrylfarve puttet ind i en tusch, så man ikke skal sidde og fedte med en pensel, men kan lave tingene ultra-præcist, hurtigt og nemt. Og det fantastiske ved konceptet er, at farven er dækkende! Dvs du i princippet kan male ovenpå alt, og det vil skjule hvad der er derunder. Alle de “normale” tuscher (som ofte er alkoholbaserede), uanset om de er for amatører eller professionelle, kan ikke dække underlaget.

Rigtig mange tror, at Posca-tuscher er lavet til at male på sten.

Det er de bare ikke!

Mal på sten. Fine mønsterlodder!

Oprindeligt blev tuschen udviklet med henblik på graffitimalere.

Jürgen Feuerstein er en tysk maling-fabrikant. Han arvede firmaet fra sine forældre. Det var på daværende tidspunkt et lille familiefirma. Men Jürgen kom regelmæssigt på de lokale natklubber, hvor han arbejdede som DJ, og han var glad for hurtige biler. Det betød at han kom i kontakt med lokale graffitimalere, og hørte om deres behov.

Kort tid efter at han havde overtaget firmaet fra forældrene, ændrede han navnet til Molotow, og lancerede en spraymaling der var særligt udviklet til graffitimalere. Sprayspidsen gav en skarpere, og tydeligere streg, CoverAll kom den til at hedde. Denne nye spraytop revolutionerede graffitiverdenen, og firmaet voksede hurtigt til et internationalt firma, med succes i mange vestlige lande. Graffitimalerne rev dem ned af hylderne!

Og så opfandt de acryltuschen! Nu kunne graffitimalerne finpudse deres tegninger med helt skarpe streger. Og de kan købes helt op til 40 mm spids.

Flere spillere kom til, og i Danmark er det helt klart Posca der har sat sig på markedet.

Nu har acryl-tuschen for alvor gjort sit indtog blandt hobbyfolket. Og det er ikke så underligt.

Den kan næsten alt!

  • Male på sten
  • På lærred og papir.
  • På tekstiler. Det skal blot strygefikseres bagefter, så det holder.
  • På træ
  • På glas og porcelæn (holder ikke til opvaskemaskine)
  • På mursten og vægge
  • På plastic

Køb Posca-tuscher

Mega-populære!

Tuschen har i den grad gjort sit indtog. Fra at være et hjørne i hobbyforretningerne, sælges den i alle kunstner-butikker, og jeg har set den i den lokale brugsforening, op langs vestkysten, så folk kan købe dem i ferien, og male på de sten de finder på stranden.

Adskillige folkeskoler har set potentialet, og indkøbt store mængder af tuscherne, da de giver langt flere muligheder for at lave mange ting.

Den eneste store ulempe ved tuschen er, at man ikke kan blande farverne på materialet, uden at ødelægge filttippen der bliver forurenet af den anden farve. Så man er nødt til at leve med de forholdsvis få og klare farver der findes. Og ikke blande dem sammen.

Men – i velassorterede kunstartikelbutikker kan du nogen gange købe tomme tuschhylstre, og så selv blande en farve og fylde den op. Dog en lidt kompliceret proces, hvis man bare lige vil male en sten.

Fra kroyerskvarter.dk: Sten som mønsterlodder, malet med acryltusch og derefter lakeret. Se vejledning

Kig efter gode tilbud, når du køber acryltuscher. Og hold ikke kun øje med posca. For du kan finde lige så gode acryltuscher i andre mærker.

Du kan få masser af gode tips til tuscherne på Poscas danske hjemmeside