Når to komplementærfarver mødes, sker der magi. De understøtter og underbygger hinandens udtryk, og vil tilsammen give en harmonisk og dynamisk energi for øjet. Så hvis du kan komme til at bruge komplementærfarver i dine billeder, eller hvad du ellers laver, så har du allerede fået foræret et lille forspring.

Mange har forsøgt at beskrive farver igennem tiden. Helt tilbage fra Aristoteles i det gamle Grækenland, og frem til vores tid. Og nogle kunstnere har bevidst brugt komplementærkontrasten helt konsekvent. fx Van Gogh – eksempler længere nede.

I 1960 fremkom Johannes Itten med sin version af en farvelære, som blev meget populær. Han lancerede syv forskellige farvekontrasttyper, som forklarede hvordan det hele hænger sammen. Én af dem er KOMPLEMENTÆRKONTRASTEN.

Johannes Itten (1888-1967) var lærer ved Bauhaus Skolen i Tyskland, hvor han studerede farver. Han konstruerede sin berømte farvecirkel, med 12 spectralfarver, og en beskrivelse af syv farvekontraster.

Lad os lige se på, hvordan Ittens farvecirkel er bygget op.

Tre grundfarver, gul, blå og rød er basis for det hele, primærfarverne.

Når du blander primærfarverne, får du sekundærfarverne orange (gul/rød), lilla (rød/blå) og grøn (gul/blå).

Du har nu 6 farver i din farvecirkel. I disse seks farver finder du de tre rene komplementærkontraster. De rene er rød/grøn, gul/violet, og blå/orange.

Men Itten blander een gang til, (rød/orange, orange/gul, gul/grøn osv) og de farver der kommer frem hedder tertiærfarver. Farvecirklen består nu af 12 spektralfarver.

Komplementærkontrast

Dén dynamik der opstår, når du stiller to komplementære over for hinanden, skyldes at alle primærfarver er til stede. Men de er samtidig fuldstændig adskilt i de to farver (to i den ene, én i den anden). De understøtter og aktiverer hinandens specielle farvekarakter.

Så kontrasten opstår altså, når man sætter en ren primærfarve sammen med en blanding af de to andre primærfarver. Dvs. at en komplementærkontrast ALTID består af alle tre primære farver.

Dit øje laver simultankontrast, vha komplementærfarverne.

Simultankontrasten kan også kaldes ”det komplementære efterbillede”. Vores øjne arbejder nemlig rigtig meget med her.

Hvis man kigger ind i et skarpt rødt lys, og så slukker, vil dine øjne danne komplementærfarven grøn, for dit indre blik. Øjet danner simpelthen simultankontrasten af sig selv.

Billedligt kan det bruges ved, at man ved siden af den røde farve i et maleri har et felt med en gråtone. Øjet, og dets indbyggede behov for balance, vil så danne et grønt skær i det grå.

Eksempler:

“Soveværelset i Arles” af Vincent Van Gogh (1853 -1890)

Van Gogh var meget konsekvent i sin brug af komplementærkontrasten. Her kan du læse om hans solsikkebillede på Van Gogh Museet i Amsterdam.

Aros – regnbuen:

Går du op i regnbuen på toppen af Aros i Aarhus, kan du fremkalde simultankontrasten med dine øjne. Når du fx står i den orange del af regnbuen, og kigger op i det lysegrå loft, så vil dine øjne straks lave simultankontrast med kontrastfarven til orange, som er blå.

Gå en tur i naturen.

Her i sensommeren vælter det med komplementærkontraster. Røde hyben med knaldgrønne blade. Lilla blomster i sommerfuglebusken, ved siden af bladene der gulnes tidligt. Det er blændende flot, du skal bare lige have øjnene op for det.

En sommerfuglebusk på vej i efterårsfarver. En gul nuance dukker op i bladet, og laver komplementærkontrast til de lilla blomsterklaser.