OL er slut for denne gang. Toptrænede kroppe i tyndt og småt tøj, har i 16 dage inspireret til en klassisk disciplin: Croquis-tegning.

Croquis tegning handler om at undersøge og tegne kroppens proportioner, muskler, sener, fedtdepoter mv. Set ud fra et kunstnerisk synspunkt er det interessant, hvordan kroppen er opbygget og bevæger sig. Traditionelt foregår det med nøgen model, men det kan også lade sig gøre med lidt tøj på.

Det er fascinerende at følge OL-atleterne, der har ofret blod, sved, tid og penge på at udføre deres sportsgren, mens de udfordrer samtlige naturlove. Og som croquis-tegner, er det særligt interessant at se de toptrænede kroppe i aktion.

Atleternes kroppe har taget form efter sportsgrenen. Eller – måske fandt de sportsgrenen, fordi kroppen bare passede til den? Og herefter har muskelbygningen så ladet sig præge af sportens bevægelser. Hvad kom først, hønen eller ægget?

Landevejs-cykelryttere har slanke, muskeltrænede og senede ben. Armene er tynde, og hæftet på den næsten spæde overkrop.  Benmusklerne er præget af de million-mange ture rundt med pedalerne, og et par cykelrytterben er nemme at kende. Interessant at tegne, på grund af de tydelige sener og muskler.

Den samme afpillethed har marathonløberne. Tynde, senede, osende af udholdenhed, når kilometerne ædes. Hos Triathlon-folket er der lidt mere muskeltoning på overkroppen, da cykel og løb er suppleret af svømning i åbent hav, som kræver stærke overarme. Langdistancerne sætter sit præg. Interessant, om man på tegningen kan få atletkroppens sammenbidthed frem?

I den modsatte ende af distancefolkene fiser Usain Bolt rundt. Hurtigløber som bare pokker! Hele kroppen er som en spændt muskel, klar til sin eksplosive kortdistance, som han klarer til overlegen perfektion. Set fra et croquis-synspunkt, er han den perfekte Adonis. Lige til en græsk statue.  Lange, perfekt proportionerede lemmer. Kroppen særdeles veltrænet uden at virke alt for pumpet. Muskler så skarpe, at man næsten kan se fibrene gennem huden. De illustreres med skyggelægning med en blød blyant.

Atletikkvinderne er et kapitel for sig. De er så tonede, og samtidig så slanke, at de er et studie i musklernes placering. Længden på musklerne og hvor de hæftes på knoglerne. Hvilke skygger opstår der? og hvor dannes der naturlige bakker og dale?

Og så er der fantastiske undtagelser: Kuglestøderne. En enorm tung udstråling. Er det muskler? Tegnemæssigt særdeles interessante, men set fra et croquis-synspunkt, måske alligevel med lidt for meget tøj på…? Gymnastikpigerne er forbløffende små. Næsten som børnekroppe. I den modsatte ende: Basket-mændene, som er monster-høje. Tegne-reglen om at hovedets højde er 1/8-del af hele kroppen, virker til at være sat ud af kraft.

Hos svømmerne, både mænd og kvinder, er det overkroppen der i den grad dominerer. Så meget at man kan sidde og overveje, om man har fejlproportioneret sin tegning, for ingen har da så brede skuldre? Er det mon dem med de bredeste skulderknogler, der ender med at blive svømmere på højt plan? Fx ligner Michael Phelps én, der er trådt lige ud af en superhelte-historie. Af den tegnede slags.

Min personlige favorit er dog de mandlige udspringere. Men det har nu ikke kun noget med tegningerne at gøre. Disse mænd er bare vældigt godt skårede :-). Og man (læs: jeg) kan såmænd godt tilbringe en hel formiddag mens jeg nyder det ene hop fra vippen, efter det andet. De er sørme pæne!

Om 4 år tegner jeg videre 🙂