For en del år siden rejste min mor og jeg til Firenze. Vi havde booket nattog og var klar til den lange tur gennem Europa. I Italien skulle vi se på kunst og spise pasta og hygge os sammen.

I Tyskland steg vi, meget sent, på nattoget, og skulle sove os igennem Alperne, for at vågne og skifte tog i Milano tidligt om morgenen. De fleste var allerede gået til ro, så vi skulle være stille for ikke at forstyrre. I den øverste køje lå allerede en italienerinde, som skulle videre helt til Rom. Jeg fik mellemkøjen, og min mor lå nederst.

De fleste har nok prøvet dét, at når man SKAL være stille, så bliver det pludselig meget svært. Selv den mindste lille ting kan være stang-komisk! Vi kom da også i den situation at ALT pludselig var forstyrrende (læs: morsomt).

Min mor og jeg er (ufrivilligt) begge sådan nogle irriterende ordne-typer! Kan ikke bare være enkle og lægge os ned, men skal lige have styr på det hele først. Fx var det meget vigtigt for mig at finde ud af, hvordan det lille hjørneskab ved vasken fungerede. Både fordi jeg skulle børste tænder, men også fordi jeg vidste at vi skulle være stille, når vi vågnede og skulle “nette os” i den tidlige morgenstund, inden togskift.

Da var det jeg opdagede, at der i det dunkle skab lå nogle vådservietter pakket enkeltvis.

–Dem bruger vi imorgen tidligt, hviskede jeg. Så kunne jo vi hurtigt friske os op, og damen i den øverste køje ville ikke blive forstyrret af vand og klatvask og hvad ved jeg.

Som sagt så gjort.

Vi sov hele natten, så godt som man nu kan sove i en kupe, i en smal hård køje, i et bumletog gennem Alperne.

I den tidlige morgenstund, stadig mørkt udenfor, nærmede vi os Milano. Jeg vågnede i tide, og rakte armen ud efter skabet, som hang i min højde, og fik fanget vådservietterne ind. Der var fire små pakker. Jeg rakte to ned til min mor, der også var vågnet, og uden at tænde lyset åbnede jeg den ene og gned den rundt i mit ansigt.

…

–Bliv nu dejligt!... tænkte jeg.

Men det var ikke dejligt! Ingen friskhed eller kølig fugt bredte sig i mit ansigt. Ingen duft af parfume og let kuldegys da det ramte mine kinder.

I stedet følte jeg mig lidt klistret. Som om mine porer nærmest var blevet spartlet ud. Og det virkede også som om det… hmm … stivnede lidt.

-Hvad søren er det for en vådserviet? tænkte jeg, og tændte modvilligt lyset for at læse på pakningen.

Nede i min mors mørke køje var der helt stille, hvilket var mærkeligt, for jeg havde lige hørt hende åbne for sin ene vådserviet.

-Mor? hviskede jeg, med hovedet ud over sengekanten, og meget koncentreret om ikke at grine.

-Jeg er vist lige kommet til at smøre mit ansigt ind i skocreme…

…Stilhed et øjeblik…

-Så må det da også være det JEG har gjort? lød det….

 

Forestil jer to kvinder i en mørk kupe, der skal være stille, og som netop har opdaget at deres i forvejen morgenstive ansigter er blevet klistret ind i skocreme.

Jeg er sikker på at vores halvkvalte fnis må have vækket italienerinden i øverste køje. Og hvis ikke, så skete det nok, da vi begge var nødt til at stå op og vaske os ved den lillebitte vask. Og ikke mindst se os i spejlet. For hvilken farve var det dér skocreme egentlig?

Hvem pokker kunne vide at der var én vådserviet og én skocreme-serviet til hver passager? (Italienerinden havde taget sine inden hun gik i seng, da der var lys i kupeen).

Jeg har aldrig siden stolet helt på vådservietter. Men jeg tænker ALTID på min mor og skocreme, når jeg ser en sovevogn.

Cremen var iøvrigt farveløs 🙂