Det er meget moderne at kunst skal inddrage beskueren på nye måder. Personligt synes jeg det er fedt, når min hud skifter farve i Olafur Eliassons regnbue på toppen af Aros.  Jeg er en del af det. For dem der kigger op på regnbuen, nede fra gaden, er jeg en menneskelig silhuet, der gør regnbuen levende. Beskueren føler værket, og er en del af det, så længe man er der.

Og sådan kan det pludselig give mulighed for noget, man har lært at man ikke må, i vores kultur fyldt med grænser for hvad man gør: hvor vi ikke smasker, ikke griner ved begravelser, ikke glemmer at vaske hænder, ikke går over for rødt…ikke…ikke…ikke

I en ny udstilling på Aros, står der en flot sort Lamborghini på et podie.

Hammer-flot bil!

Og et skilt! ”Værsgo at ridse i lakken med din nøgle!

WTF!!????

Og det er så her man er et voksent menneske og tænker, at nå, ha ha, her er de og de signaler med værket. Det luksuøses forgængelighed… – Alle tillærte adfærdsmønstre er udfordrede af det forbudte… bla, bla…

NOT!

Det første jeg tænker er: ” DET skal jeg bare prøve!! DET har jeg aldrig prøvet! Så frem med husnøglen hjemmefra, og dér står man så, klar til at ridse løs.

Først laver jeg lige den dér, som man ofte har set på film i diverse hævnscener: Jeg går henkastet langs bilen og ridser hele siden. Jeg vil lave en total-ridsning, som rammer alle døre og skærme på den ene side.

noegle-lamborghini

Men hov! Man skal sørme da trykke hårdt til??? Min ridse er ingenting, i forhold til dem der er der i forvejen!

Videre til den anden side. Det dér film-rids må jeg da kunne gøre bedre! Nu trykker jeg til! …..  – Og den bliver lidt bedre. Kan ikke rigtig beslutte mig til om det er ligegyldigt, at det er en Lamborghini, eller ej.

En ung fyr har stillet sig op på podiet, for at ridse helt oppe på taget. Han har åbenbart også opdaget, hvor meget man skal tage ved. Han står koncentreret og holder balancen på podiekanten, med sammenbidte kæber, og ridser store cirkler, helt rød i hovedet. Der er kun ham, nøglen og lakken!

Jeg er nu i gang et sted på bagskærmen, hvor metallet bøjer lidt. Her er det nemmere at få sat sit mærke. Overvejer om min nøgle kan holde til det…

En midaldrende mand kommer til, og er lidt tøvende. Han er tydeligvis i stor konflikt med sig selv. Den indlærte regel om, at man ikke ridser biler, kæmper med trangen og lysten til bare at gøre det. Efter et par minutter lister han nøglen op ad lommen. Stiller sig hen til bilen, og går i gang. Forsigtigt, dér hvor andre har været. Opdager at der skal trykkes til… – og SÅ gir han gas!!!! Ridse, skrabe…

Så kommer to kvinder med en lille pige på ca. 3 år, opsat på at give barnet en god museumsoplevelse.

”Nu skal vi ridse i bilen!” siger de glade, uden overhovedet at overveje projektet. Udstyrer pigen med en nøgle, og viser hende hvordan hun skal gøre.

Efter ganske kort tid siger den ene kvinde pludselig, med lidt ængstelse i stemmen.

”Amalie, nu skal du huske at det KUN er her man må dét. Man må IKKE ridse på alle andre biler. ”

Den lille pige arbejder hårdt på sin ridse. (Hvis jeg synes det var hårdt, hvad skal hendes små arme så ikke arbejde for sagen?)

”Amalie, hører du hvad jeg siger?” fortsætter kvinden, nu lidt mere insisterende. ”Du må KUN gøre det hér, ikke andre steder. ”

Pigen er totalt opslugt af nøgle og lak, og hører intet.

Her begynder jeg at overveje hvor min bil mon holder, i forhold til deres, ude på parkeringspladsen. Det kunne lige passe…

……

Det er moderne, og fedt, når man som beskuer bliver inddraget i værket. Jeg forlader udstillingen med en følelse af, at have gjort noget forbudt, men alligevel helt tilladt. Jeg har været med.

Da min søn var ca. 4-5 år var vi inde og se en særudstilling af Olafur Eliasson. Han er stormester i at lade beskueren indgå i værket. Hans regnbue på toppen af Aros er et godt eksempel. ”Spejlgangen” i de ni rum i Aros’ kælder er et andet (”Omgivelser fra 2007”). Man er en del af det, når man bevæger sig ind i det.

Dengang, på særudstillingen, var en masse kunstværker som alle kunne ”noget”. Og min visuelle søn gik ALL IN. Han var så begejstret for at være en del af det hele, at da vi efterfølgende spiste frokost på en cafe, måtte han hen og ligge over to stole, for at få en lur. Hans lille hjerne var fyldt til randen af indtryk.

Godt der ikke stod en Lamborghini med nøgle-klar lak, dengang. Jeg ville have haft erstatnings-angst et halvt år efter!

Lamborghini’en er en del af udstillingen ”No man is an island – the satanic verses”, som kører frem til 7. januar 2018, på Aros Kunstmuseum, i Aarhus. Værket er skabt af kunstneren Dolk – 2016.

(Efterkommentar: for nylig kom det frem, at der ligger en ny serie på Netflix, hvor der kastes sten ned på en motorvej. I politikredse frygter man, at den kan have inspireret til de grusomme stenkast der har været på det seneste, på danske motorveje. Og sådan kan der være meget kort mellem fiktion og virkelighed, også for folk der er ældre end 3 år. Men det er en hel anden snak…)