Vi ankommer til konferencecentret klokken 8.00 og går mod check-in. Vi skal deltage i en konference for “Youth-care-workers” i de fattige townships i Sydafrika. Der er en positiv, spændt stemning i foyeren.

De fleste er mødt op i deres stiveste puds. Konferencetasken, som udleveres ved check-in, gennemses og undersøges. Masser af smil. Enkelte er gået ind i selve salen, men energien i foyeren er intens og svær at slippe.

Jeg stiller mig ved en bardisk og betragter scenariet og den fortættede stemning, som er meget anderledes, end jeg har oplevet ved konferencer i Europa.

Pludselig sker der noget.

Et par kvinder i den ene ende af foyeren bryder ud i sang. Straks istemmer en større flok af folk, som ikke kender hinanden. Kroppene bevæger sig i rundkreds, og trin, kodet ind i de mange ben, går i gang. I takt vugger de fra side til side. Lyden bliver højere og højere og kan åbenbart høres helt ud i forhallen. I hvert fald kommer folk løbende til. De begynder at synge og danse, allerede 20-30 meter før de er helt henne ved flokken. De synger flerstemmigt, kender sangene ud og ind, og det lyder helt fantastisk! Den ene sang afløser den næste. Nogle gange står en person i midten. Andre sange skal der fagter til. Alle stemmer i, mænd og kvinder, unge og gamle.

Jeg, den reserverede europæer (som har gået til kor i mange år), står ved min bardisk og betragter hele menageriet. Lidt forbløffet. Må minde mig selv om at klokken er 8 om morgenen, og ingen har fået alkohol. Aldrig, trods stor sangglæde i mine kordage, med spontan sang når koret var sammen, har jeg oplevet en energi som denne. ALDRIG! Flokken er efterhånden oppe på 100-150 mennesker og flere kommer stadig løbende til.

Jeg er kommet til Afrika!

Jeg vover pelsen og bevæger mig ind i flokken, med min telefon. Jeg er simpelthen nødt til at forevige dette. Jeg ved endnu ikke, at jeg i de næste tre dages konference vil blive så bekendt med sangene, og de spontane udbrud, at jeg til sidst ”næsten” kan synge med. Jeg er målløs! Og helt vildt fascineret!

Deltagerne kommer fra townships i hele Sydafrika. De bor dér. De er udvalgt og har fået en, for mange, uopnåelig uddannelse på 18 måneder, og gør nu et kæmpe stykke arbejde for alle de børn der lever i fattigdom, med bedstemødre, en enkelt forælder, eller alene. Børnene kan komme til campen (som kaldes en “Safe-park”), få mad, og lære basale ting, såsom at vaske op og snøre sine snørebånd mmm. Få hjælp og omsorg. De her folk gør et vigtigt stykke arbejde, i en nation hvor anslået 20% af befolkningen er smittet med hiv, og mange familier har mistet medlemmer til sygdom og bandekrige.

Nu skal socialarbejderne til konference. 1500 mennesker skal inspireres, informeres og hjælpes i deres videre arbejde. Vi er nogle deltagere fra Europa, USA og Australien, som har fået denne opgave. Resten er lokale “Youth-care-workers”, fra hele Sydafrika.

(Juni 2015 var jeg, med to kolleger, på en konference i Sydafrika. Vi skulle lede en workshop på konferencen. Det var en meget anderledes oplevelse, langt fra de normale turist-stier. Det gjorde indtryk, og jeg vil krydre bloggen med forskellige nedslag fra turen, i den kommende tid.)