Avicii, med det borgerlige navn Tim Bergling var en ung DJ, som døde for nylig, i en alder af kun 28 år.
Bag sig havde han en imponerende karriere, som startede ved PC’en på ungdomsværelset, og sluttede på toppen af musikverdenen.
Han var et sjældent kreativt talent. Super sensitiv og super introvert, og så fodrede han en fanskare som var stik modsat: festglade i store flokke, høj musik og nattefester. Det var hårdt at følge med, og det tog hårdt på hans kreative kraft, som i virkeligheden krævede ro og fordybelse. Den fordybelse som han fandt på teenageværelset i de lange nætter, før han slog igennem. Men han var længe om at opdage at han slet ikke brød sig om turnelivet, og da han endelig gjorde, var det svært at komme ud af hamsterhjulet.
Avicii endte med at tage sit eget liv i foråret 2018.
Lad det være sagt med det samme: Jeg var ikke en del af Aviciis målgruppe. Den dag jeg hørte om hans død, måtte jeg lige stoppe op og komme i tanker om hvem han var, til forskel fra mine børn, som med det samme vidste det. Men da jeg hørte musikken, var det som at komme hjem til en velkendt entré. Jeg kendte de største hits ganske godt. Havde bare ikke lige bidt mærke i kunsternavnet.
Et stykke tid før hans død, lanceredes en dokumentarfilm om ham: Avicii – True Stories. Den kom hurtigt på Netflix, og handler om Aviciis opstigning til DJ-stjernehimlen, og hans indædte forsøg for at finde ro i sin krop og sit sind, efterhånden som successen blev meget voldsom, og stressen tog til.
En film om drømme der bliver virkelighed, og en virkelighed der ikke helt lever op til drømmene.
Filmen blev kortvarigt fjernet fra streamingtjenesten efter hans død, men nu er den tilbage, og giver anledning til en masse efterrationalisering omkring den måde han selv og hans venner og manager forvaltede hans kreativitet.
Fra Avicii var 20 til 26 år, gav han over 800 koncerter over hele verden. I 2016 meddelte han omverdenen, at han ville holde op med at turnere. På dette tidspunkt var hans helbred i en elendig forfatning. Kroppen sagde stop.
Beslutningen var ikke nem at tage, fordi både manager og de venner der fulgte ham jorden rundt, forsøgte at overtale ham til at blive ved. Og sådan viser filmen også noget om jagten på mammon, mens man glemmer en følsom kunstnersjæl.
Jeg satte mig og så filmen for nylig, og den efterlod mig i en meget tænksom tilstand. Der er mange der bør se den film!
- Alle, der har haft stress og krav inde på livet, som har oplevet at kroppen siger stop før hjernen gør det, og er eller har været i risiko for at blive syge.
- Alle som har introverte træk, der gør at man har brug for at være alene eller fordybe sig, med regelmæssige mellemrum, for at trække energi til sit øvrige liv.
- Alle der savner tid til at udtrykke sig kreativt eller på andre måder, fordi de er fanget ind i hverdagens hamsterhjul.
- Og alle jer der ikke forstår hvad jeg taler om: I bør også gøre det, for det kan jo være I lærer noget nyt.
På et tidspunkt i filmen, er det gået op for Avicii at der er en tilstand der hedder at være introvert. Han har læst om det, og er åbenlyst forundret over at have fundet noget der passer så præcist på ham.
I en scene i filmen fortæller han, ivrigt og lidt naivt, til én af vennerne der lytter: ”Der er nogen der skal have ro for at få energi! det passer simpelthen så fantastisk på mig!” Og fortsætter i samme spor. ”Jeg har altid følt mig dømt for ikke at være ekstrovert. Jeg har følt at det er mindre godt at være introvert. Jeg læste om det i dag, og jeg har læst meget før, men det her var utroligt!”
Vennen sidder og smiler og lytter, mens tourbussen ræser afsted med dem igennem natten. Avicii er sammen med de venner og hjælpere som følger ham over hele verden, hvor hans manager har booket ham aften efter aften efter aften.
Jeg fik helt ondt i maven, da jeg så det. Avicii bliver undervejs mere og mere bevidst om sig selv, men har svært ved at sætte grænser for venner og manager.
Samtidig med at at Avicii pisker kloden rundt til den ene nattefest efter den anden, og tjener millioner til sig selv og sine hjælpere, så suger han langsomt energien ud af sig selv, og han dulmer med alkohol og stoffer. Og på et tidspunkt siger kroppen stop, og bliver alvorligt syg, da han får betændelse i bugspytkirtlen og bliver indlagt akut. Når fornuften (og manageren) ikke kan stoppe, tager kroppen sagen i egen hånd.
Nu er vi, den store mængde, jo ikke nødvendigvis kreative genier som Avicii. Men derfor kan man godt tage ved lære alligevel, hvis man er en introvert type, der presser sig selv unødigt:
- Når man har introverte træk, skal man sørge for tid til sig selv. Uanset om man får at vide at man er asocial, kedelig eller noget der ligner. Det er i roen, at man får ny energi. (De modsatte, ekstroverte, får energi af at være sammen med andre mennesker. Og de to poler kan godt have lidt svært ved at forstå hinanden.)
- Man kan sagtens være en introvert, der opfører sig udadvendt, men man skal sørge for at trække sig tilbage ind imellem, for at få ny energi.
- Introverte mennesker er også ofte meget sensitive, dvs de mærker ting kraftigere end andre. Ofte omtales det som en svaghed, men jeg mener det er en stor styrke, hvis man formår at bruge det på den rigtige måde, og passe og pleje det, så man ikke bliver overstimuleret. Dvs sørge for pauser og fx udtrykke sig kunstnerisk.
- Ofte har introverte, meget sensitive mennesker, en kraftig sans overfor kunst, musik og kultur, og er gode til at udvikle og forstå med deres kreativitet. Eller nyder i høj grad at betragte, lytte og sanse, uden nødvendigvis at være udøvende.
Så lad os bruge Aviciis fortælling til at minde os om, at vi skal sætte tempoet ned, og tillade tid til fordybelse, i noget skabende eller nydelse.
Kærlig hilsen en sensitiv introvert, der kan opføre sig ekstrovert, men som SKAL have pauser for sig selv, for at kunne performe. Måske derfor jeg godt kan lide at blogge?
”Avicii True Stories” – kan streames på Netflix
Hop til YouTube hvis du vil høre nogle af de største hits fra Avicii:
Læg en kommentar