Der er mange ting at tage stilling til, når du skal anskaffe dig et nyt staffeli. Det kan godt betale sig at overveje præcis hvad du skal bruge staffeliet til, så det lever op til dine behov. Det er helt vildt træls at have anskaffet et staffeli som viser sig at være for lille, for svagt, eller bare forkert.

Omvendt kan det også være irriterende at have anskaffet sig limousine-modellen der fylder en masse, hvis du kun maler meget sjældent, og på små lærreder.

Hvis du køber staffeli til børn, er der også ting at overveje.

Så før du går igang med at se dig omkring på markedet, kan det være en god ide at overveje følgende:

Skal jeg male ude eller hjemme?

Skal det kunne stilles væk, eller må det stå fremme?

Hvor meget plads kan jeg afsætte til det i mit hjem?

Skal jeg kunne stå op, eller vil jeg hellere sidde?

Skal der være afsætningsplads på staffeliet, eller kan jeg have mit grej stående ved siden af?

Hvor store skal billederne jeg maler, være? Er det storformat? eller små til mellemstore?

Hvis jeg skal ud med det, skal det kunne bruges i naturen, eller på et cafebord i byen?

Skal jeg stå oprejst når jeg maler, eller skal jeg sidde?

Er det til børn? er det et barn der maler tit, og som skal have et “voksen”-staffeli? Eller maler barnet kun sporadisk, så det skal være et mere børnevenligt staffeli?

Artiklen indeholder reklamelink (Hvad er det?)

Generel viden om staffelier:

Vær opmærksom på, at når man skal spænde billedet fast, på de store staffelier (akademi- og atelier-staffelierne) så er der en bagpind der skyder op i loftet, og jo større billedet er, desto længere stikker det op. Så du skal være klar over om du har plads til det, i den lofthøjde du har til rådighed.

Det er rigtig rart at man kan spænde billedet fast på staffeliet. Nogen gange kan man gå lidt hårdt til den når man maler, og det er bare superærgerligt hvis billedet falder ned fra staffeliet undervejs, med våd maling (ærgerligt for både maleriet og omgivelserne :-))

Generelt er et kraftigt staffeli rarere at arbejde med, end et med tyndere profiler.

Der er mange der ikke kan nøjes med et enkelt staffeli, for når først man er blevet bidt af maleriet, giver de forskellige typer mening på forskellige tidspunkter. Jeg selv har mange forskellige, og det er faktisk kun kuffertstaffeliet jeg aldrig har prøvet at eje. Og jeg maler endda kun i perioder.

Min erfaring er, at du betaler for det du får. Et meget billigt staffeli rasler fra hinanden indenfor nogle år. Jeg købte et megabilligt akademi-staffeli i et lavprisvarehus for nogle år siden. Hold nu op der er blevet lappet, limet og skruet! Køb kun så billigt, hvis du gider at gå og reparere hele tiden. Omvendt er mit dyre atelier-staffeli blevet rykket og omrokeret og flyttet i een uendelighed, og det er stadig superstabilt.

Staffelier du bruger det samme sted hver gang

“En ung kunster (Ditlev Blunck) betragter en skitse i et spejl”, 1826. af Wilhelm Bendz.
Fra samlingen på Statens Museum for Kunst.

AKADEMI-STAFFELI

Et staffeli i mellemstørrelse, som oftest er på 3 ben. Det kan klappes sammen, så det fylder lidt mere end et strygebræt, og kan således stå bag en dør eller lign, når det ikke bruges.

De fleste akademistaffelier har en lille hylde under lærredet, til pensler og andet udstyr.

Staffeliet er beregnet til at stå op ved, men de fleste staffelier kan godt indstilles til at blive sænket meget, hvis man skulle have lyst til at sætte sig på en skammel eller lign.

Det er superfint til billeder i mellemstørrelse, men når du kommer op i lærreder i store formater kan det godt blive lidt vakkelvornt, pga de tre ben.

Et akademistaffeli er et godt begynderstaffeli, fordi det er nemt at pakke væk, og fordi det er fint stabilt til de fleste billeder i mellemstørrelse.

Akademistaffeli fra kunstnershop.dk, med hylde.

ATELIER-STAFFELI

Atelierstaffeliet er større og kraftigere end akademistaffeliet, og kan ikke klappes sammen/ stilles væk. Det er ofte med hjul, så det kan flyttes rundt, og hvis hjulene kan låses er det meget rart, så det hele ikke flytter sig når man går igang med penslerne…

Staffeliet er bygget op som H-facon, hvilket gør det meget stabilt, også når det er til store formater. Der er altid en eller flere hylder under lærredet, til alt malegrejet.

Nogle er så brede, at man kan have to billeder ved siden af hinanden, med dobbelt stang lodret, så begge er spændt fast.

Som udgangspunkt er atelierstaffeliet til at arbejde ved stående. Men kan sagtens sættes langt ned i højden.

Nogle af atelierstaffelierne kan svinges rundt så billedet også kan ligge vandret.

Atelierstaffeliet er til den maler der har lidt erfaring, og har brug for at tingene står klar hele tiden.

Atelierstaffeli fra kunstnershop.dk, som kan skråtstilles, og endda lægges ned.

GULV-STAFFELI TIL BØRN

fra CC Hobbys hjemmeside

Har du børn som skal kunne udfolde sig mere end bare ved spisebordet, så kan man købe nogle udmærkede dobbelte gulvstaffelier til børn.

Mine børn havde et da de var mindre, og det blev slidt op. De stod der tit og ofte. Enten med hinanden, alene, eller med legekammerater.

Vi skruede en tynd træplade fast på hver side, og således kunne der bruges både lærreder, eller tapes tegnepapir fast.

Og så er det hyggeligt at stå der på hver sin side og kreere.

Jeg har fundet et gulvstaffeli hos CC Hobby, som er 134 cm højt. Dvs perfekt børnehøjde:

Gulvstaffeli til børn, hos CC Hobby

Staffelier du kan stille frem på spisebordet, og stille væk igen

BORD-STAFFELI

Bordstaffeliet er rart når man er igang med mindre og mellemstore billeder. Det kan placeres på et spisebord (husk et godt underlag, fx en voksdug der må få maling på sig), så man lige kan trække det frem når man har en ledig stund.

På trods af sin størrelse, er det faktisk ret stabilt, pga h-faconen i opbygningen. Der skal være en fastspændingsanordning, så du kan sætte lærredet fast, præcis som på de store staffelier.

Bordstaffeliet er godt til begynderen, der lige skal prøve kræfter med maleriet. Men også godt som supplement til den mere erfarne maler.

Bordstaffeli hos kunstnershop.dk

MINI-BORDSTAFFELI

Tjah… Jeg har et par stykker. Oprindeligt blev de købt hjem til mine børn, men de er ikke specielt stabile, så de blev ikke brugt særlig meget til at male ved.

Nu bruger jeg dem mest hvis jeg skal vise et skilt på en messe eller lign. Det er de ganske forrygende til.

De er en tro kopi af bordstaffeliet, men altså ikke noget jeg vil anbefale til at male ved. Medmindre det er noget meget småt, med meget tynde pensler og småbitte forsigtige bevægelser. Hvis du har gode erfaringer med de små mini-staffelier, så skriv endelig i kommentarfeltet.

Mini-staffeli, der dog ikke er helt mage til mit. Hos CC Hobby.

TEGNEPLADE

Tegnepladen er jo som sådan ikke et staffeli, men jeg vil tage det med her alligevel. Nogle gange har man brug for at kunne lægge tingene lidt skråt ned, hvis der er noget præcisionstegning eller lign.

Min tegneplade er een min far byggede for mange, mange år siden, og det bærer den præg af. Den kan desværre ikke indstilles, men har stor affektionsværdi. En indstillelig tegneplade vil være een af de ting der står på min ønskeliste i en ikke så fjern fremtid.

Jeg har ledt overalt på nettet for at finde noget der ligner, men det er ikke helt lykkedes mig. Her er det tætteste jeg er kommet. Tegneplade fra tegneogkontor.dk

Men desværre mangler pladen hvileren forneden, som er nødvendig når du har med små lærreder at gøre. Så måske skal du bare igang med stiksav og boremaskine 🙂 og bygge din egen.

Hvis du skal ud af huset og male

“Maleren i landsbyen”, 1897. af L.A.Ring.
Fra samlingen på Statens Museum for Kunst.

FELT-STAFFELI

Feltstaffeliet kan klappes helt sammen så det kun fylder benenes længde og bredde ca som to knyttede hænder. Det er skabt til at tage ud i naturen og stille op.

Det er vakkelvornt, og er ikke beregnet til at stå med hjemme i stuen. Til gengæld kan det stå overalt i naturen, også på meget kuperede overflader, fordi benene kan justeres i højden, uafhængigt af hinanden.

Der er meget fin mulighed for påspænding af lærredet, så det ikke blæser af hvis der kommer en vind. Og fordi staffeliet er så klejnt, er der ikke særlig vindmodstand i det. Kun i lærredet.

De fleste feltstaffelier har plasticdutter i enderne, som kan rengøres. Men jeg har et ældre feltstaffeli som har spydspidser i enderne. Lidt makabert når det skal transporteres, men supereffektivt når det stikkes i jorden for at stå fast.

Feltstaffeli fra kunstnershop.dk. Billigt og fikst.

KUFFERT-STAFFELI

foto fra kunstnershop.dk

Et lille fiks staffeli som klappes ud af kufferten, hvori du også kan have dine malematerialer.

Den eneste type af staffelier som jeg ikke har personlig erfaring med. Men hvis nogen har det, så skriv endelig om det herunder i emnefeltet.

Det ser smart ud, til små formater.

Kuffertstaffeli fra kunstnershop.dk. Til stående maleri. (De har også et til at stå på et bord. Tjek i linket)

Selvportræt af Michael Ancher, 1902.
Han er godt pakket ind, og vi kan lige skimte hans feltstaffeli nederst i venstre hjørne.
Fra samlingen på Statens Museum for Kunst.