Acryltuscher og alkoholbaserede tuscher kaldes i flæng for markere. Men det kan være svært at vælge og i det hele taget finde ud af hvilken type tusch man har behov for.

For det er nemlig ikke helt ligegyldigt hvad du vælger. Tuscherne har meget forskellige egenskaber, og anvendelsesmuligheder.

Her får du hjælp, så du selv kan træffe et kvalificeret valg.

Acryltuscher i venstre side af billedet. De er dækkende og tager tid om at tørre. Alkoholbaserede tuscher i højre side. De er ikke dækkende, men tørrer med det samme.

Groft set kan de deles op i to grupper. Tuscher på acrylmalingsbasis, og tuscher på alkoholbasis.

I min helt personlige terminologi, er det kun dem på alkoholbasis der kan kaldes markere. Men jeg har lagt mærke til at mange butikker kalder dem begge for markere. Begrebet har ændret sig. Det er jo lige til at blive forvirret af. Så lad os lige gennemgå dem stille og roligt.

Nederst i artiklen finder du et skema med sammenfatning af de to typer tuscher, hvor de vigtigste egenskaber er sat overfor hinanden.

Desuden finder du en oversigt over forskellige salgsnavne til tuscherne, med link. Og oveni det, er der link til uddybende artikler om begge slags.

Denne artikel indeholder reklamelink. (Hvad er det?)

Markere på alkoholbasis

Markere på alkoholbasis er oprindeligt udviklet til de kreative fag, reklametegnere, designere, arkitekter mm, som havde brug for at kunne lægge en hurtig farve på en tegning.

Da jeg var helt ung designer under uddannelse, sparede jeg op og købte een til to markere om måneden. De kunne ikke købes ret mange steder, de var meget dyre, så man skulle virkelig vide hvad man gik efter. Idag kan de købes mange, mange steder, i originaludgaver og i masser af kopiversioner som fungerer stort set lige så godt.

Selvom markere er på alkoholbasis, har man efterhånden fjernet lugten fra de fleste mærker. Ofte har de to ender af tuschen, hvor man kan skifte spidsen alt efter hvad man har brug for. Mange af dem kan genopfyldes. Mine oprindelige tuscher er nu 25 år gamle, jeg genopfylder stadig og de fungerer upåklageligt.

Alkoholbaserede markere er ikke dækkende. Dvs du kan se fx sorte streger igennem dem. De er allerbedst på specielt markerpapir, og på almindeligt papir vil man opleve at de meget nemt “bløder igennem”. – Men det gør til gengæld at man kan lave meget “rene” farveflader, fordi farven fordeler sig.

Fordi de ikke er dækkende, kan man lave farveblanding på papiret, lidt a la akvarelfarver.

Markere har nogle helt specielle egenskaber som du kan læse mere om her, i artiklen Værd at vide om markere.

Salgsnavne for alkoholbaserede markere: COPIC, Touch Twin, Promarker, Twinmarker, Graphit Brush & Fine, og mange, mange flere. Penstore har et kæmpe udvalg.

Acryltuscher

Acryltuschen indeholder acrylmaling, ligesom den du køber i dunke, eller tuber eller flasker eller hvad din favoritmaling til malerier nu kommer i.

Dvs at den skal have tid til at tørre, når den er blevet malet på noget. Så når du har sat nogle streger på dit emne, skal du lige vente med at røre ved det, indtil det er tørt. Intet er så træls som når man kommer til at smøre en fin streg ud, med bagsiden af hånden.

Til gengæld er stregen stærk og holdbar når først den er tør, og den fæster på stort set alt. Glas, sten, malerlærred etc.

Acryltuscher er oprindeligt udviklet til graffiti-malere, der havde behov for at kunne lave en skarp streg. De kommer i fine, tynde streger, og helt op i 4-5 cm’s bredde, til vægmalerier.

Du kan kende en acryltusch på, at den skal rystes når du skal bruge den. Der ligger en lillebitte kugle inde i den, som “rører” i malingen når du ryster den. Ligesom du skal omrøre en spand maling du skal til at smøre på en væg. Hvis den er ved at løbe tør, skal man trykke spidsen ind, så der kan komme mere maling ud.

Her kan du læse endnu mere om acryltuscher: Værd at vide om acryltuscher (Posca)

Salgsnavne, for acryltuscher: POSCA, MOLOTOW, Liquitex paint marker, Graphmaster acrylic marker, og mange mange flere. Se mere hos Penstore som har et stort udvalg.

Sammenligning:

Alkoholbaserede markere

  • Basis: alkohol
  • Farven er ikke dækkende
  • Der kan blandes direkte på papiret
  • Bedst med special-markerpapir.
  • Vil ofte “bløde igennem” alm. papir.
  • Tørrer lynhurtigt
  • Kan både lave tynde streger, og stor udfyldning, alt efter hvilken ende af tuschen man bruger.
  • Oprindeligt udviklet til at farvelægge skitser i kreative brancher.
  • Tuschen er klar til at farve med det samme. Mange af tuscherne kan genopfyldes.

Acryltuscher

  • Basis: acrylmaling
  • Farven er dækkende, dvs. skjuler underliggende streger mv.
  • Farven kan ikke blandes
  • Kan farve på stort set alt: malerlærred, glas, tekstil, træ, papir, spejle etc…
  • Bløder ikke igennem, men lægger sig ovenpå fladen.
  • Kan være noget tid om at tørre (svarer til hvis du maler med acryl på et lærred. )
  • Bedst til linjer og streger og omrids. Ikke så god til store flader.
  • Oprindeligt udviklet til graffitimalere, der havde behov for skarpe streger, der kunne males på alle slags overflader.
  • Tuschen skal rystes, for at blande malingen, og spidsen kan trykkes ind, for at frigive mere farve.
Acryl til venstre. Alkoholbaserede til højre.