Stine Drøgemüller er bidt af en gal macramé-knude!

På trods af at hun for et par år siden, aldrig rigtig før havde arbejdet med garn.

Dengang sad hun pludselig i en situation der var livsændrende. En stor sorg over et dødsfald i den nærmeste familie gjorde, at hun pludselig så på verden på en helt ny måde. Et ønske om mere nærvær, og et ønske om at kunne falde ind i noget gøremål der kunne hjælpe hende med at fylde tiden ud, at glemme, og at huske på samme tid.

 

(Denne artikel indeholder link til Stines hjemmeside. Det er ikke betalt reklame, men taget med fordi jeg synes hun er interessant, og kan give mine læsere nye vinkler på tingene.)

 

Hun søgte noget hun kunne bruge tiden på, som også kunne rumme at hun var igennem en sorgproces hvor der skulle være plads til at fortabe sig. Hun fandt macramé-teknikken, lærte sig den vha bøger og blev fuldstændigt opslugt.

Her var den aktivitet, som kunne hjælpe hende til at fylde tiden, og gav også mulighed for store kreative udfordringer og fordybelse. Hun brugte rigtig meget tid på alle de dejlige knuder i de skønne garner.

Og snart besluttede hun at det også skulle forsøges at gøre til en levevej, og startede makram.dk.

Oprindeligt uddannet inden for marketing i travle jobs, var det en stor omvæltning. Men den var vigtig. Og rigtig.

 

makrame

Toiletrulleholder. Billede fra makram.dk

 

Nu, et par år senere, er Stine stadig bidt, og har både webshop og afholder workshops, og prøver at få flere til at lære macramé-teknikken at kende. Fordi den er sjov, man kan få hurtige resultater, og man kan komme i flow mens man arbejder med det.

Jeg møder Stine i forbindelse med en workshop.

Jeg har knyttet en smule som barn. Mest nøgleringe og den slags, men kom aldrig rigtig videre. Så nu skal jeg lære igen.

Og Stines glæde for  makramé-teknikken er smittende.

 

makrame knytning prøver

Stine foretrækker at freestyle, og se hvad der sker undervejs i arbejdet. Og der sker en del. her er det hendes egne prøver. Fra venstre: en planteophæng, formet som en kvinde. En lampeskærm. En rispapirlampe formet som en luftballon. Og et Sjal.

 

 

På kurset sætte Stine os i gang med en prøve, som indeholder de 5 mest basale teknikker. Een ad gangen introduceres en ny teknik på vores eget lille “værk”, og pludselig hænger der en sjov lille vægting på stativet.

Ret sjovt, og mens jeg arbejder kan jeg igen mærke det fantastiske der ofte sker, når man arbejder med et materiale: Ideerne vælter frem, til hvad man også kunne gøre…

 

Gammel knytteteknik

Macramé er en metode hvor man knytter, dvs sætter knuder sammen på forskellige måder, og kan lave vægophæng, planteophæng, lamper, puder, og meget, meget mere.

Det havde sin sidste storhedstid i 70’erne da først hippierne tog teknikken til sig, og det senere bredte sig til mange håndarbejdsinteresserede kvinder.

Den første kendskab til teknikken stammer dog helt tilbage til det 13. århundrede, hvor arabiske handelsfolk knyttede vægetæpper og anden pynt.

Teknikken blev op igennem Europa taget til sig af sømænd, som knyttede fx ophæng til hængekøjer i skibet, og andre ting.

 

Mit første forsøg med teknikkerne i adskillige år. Men bestemt ikke det sidste. Det er sjovt, det her.

 

Teknikken er tilbage igen i en moderne form, og med masser af mindful tilstedeværelse

Nu har teknikken ligget stille i nogle årtier, bortset fra små knyttede nøgleringe i folkeskolen. Indtil det de senere år pludselig er blevet voldsomt populær igen, sammen med alle de andre håndarbejdsteknikker der har opnået stor popularitet.

Og som Stine Drøgemûller har opdaget, så er der noget ret skønt ved at sidde og lave alle knuderne, som ret hurtigt kan blive til fantastiske ting til hjemmet. Og samtidig få en dejlig ro inde i hovedet, mens knuderne danner mønstre og overflader.

 

 

makrame

Koncentrerede kursister ved stående arbejde. Det er rart at have makraméen hængende lodret, når der skal laves mønstre.

Makram.dk

Hvis du vil se mere til Stines makramé-eventyr, så se mere på makram.dk. Her kan du både finde materialer, vejledninger og oplysning om kommende workshops.

 

Stine har en klar overbevisning om, at den fornøjelse hun har oplevet ved teknikken vil andre også kunne få noget ud af. Så lige pt arbejder hun på at få samarbejder i gang, så hun kan komme ud og hjælpe hjemløse, og andre udsatte, med at få en dejlig oplevelse med at lave makramé. Hun vil så gerne give videre, hvad hun selv har mærket på egen krop: at det at arbejde med et håndarbejde, fx macramé, kan give meget mere end blot et nyt stykke planteophæng. Men også velvære inde i hovedet.

 

makrame knytning ørering

Tjek lige Stines ørering! Gæt selv teknikken 🙂

 

genbrugsgarn makrame

Garnet, som Stine bruger, er fortrinsvis garn som er genbrugt. Hun har også planer om at få endnu mere genbrugsmateriale ind.

 

makrame knytte

En kursist børster frynser op i et lille lysglas.

 

planteophæng makrame

Klassisk planteophæng