De fysiske kurser er dejlige og man er sammen og ser hinanden. Men i et webinar kan vi være flere på længere afstande, og det er smart i et tilfælde som fx specielle emner.

Hvis man vil på et kursus i en speciel ting i et specielt område, kræver det jo at der er flere der vil det samme, for at kurset kan komme op at stå. Ved et webinar kan vi have fokus på een bestemt ting, fx en særlig blomstersort i papir. Og sandsynligheden for at der er folk fra hele landet der har lyst til at deltage er stor, og det kan lade sig gøre, fordi vi ikke skal rejse henover hele landet for at deltage. Så ved at afholde webinarer får vi mulighed for at gå mere nørdet til sagen.

Desuden skal du ikke tænke på transport til undervisningsstedet. Du skal ikke betale for parkering. Du skal blot indrette et bord derhjemme, med en skærm foran (PC, tablet eller lign. husk netadgang) og så huske en kop af din yndlingskaffe eller te. Og du behøver ikke engang at overveje om håret sidder, for du kan ikke ses på skærmen.

Hvis du var een af dem der var meget online under coronanedlukningerne og måske fandt det sløvt, vil du finde disse webinarer meget aktive, fordi du selv fysisk sidder og arbejder med.

Hvis du aldrig har prøvet at være online på et webinar eller lignende, så får alle ved tilmelding en vejledning i hvordan du kommer på zoom. Du anskaffer dig materialerne fra listen, og bruger dit første webinar på at vænne dig til situationen. Herefter, hvis du får lyst til at prøve igen, bliver det forhåbentlig en stor fornøjelse.