Igennem de år hvor jeg har været mor, og pligterne har presset sig på, har jeg af og til, uanset hvor meget jeg elsker mine børn, overvejet: Tænk, at være en ko, bare i et par timer. Så kunne jeg stå på en mark, og græsse og glo. Ikke bekymre mig om tid og sted. Ikke bekymre mig om, om vi havde proviant i køleskabet, til madpakker og morgenmad i morgen. Ingen sedler fra skolen der skulle underskrives. Ingen der skulle køres steder hen, eller garderobe der skulle ses efter.
Uden på nogen måde at vide, hvad der sker i knolden på en ko, tror jeg, at jeg de sidste par dage har nærmet mig dens tilstand. Jeg har været en svip-tur på Hærvejen med en veninde. Efter at sommerferien sluttede for snart en måned siden, er arbejds- og pligt-gearet for alvor kommet op i fart igen, og måske kunne det være en god ide lige at bremse op? At mærke efter, og glemme alt om pligter. Det eneste vi har styr på er, hvor vi skal starte og hvor vi skal slutte. Og at natten skal tilbringes på et enkelt herberg. Vi tager cykler med, og pakker det allermest nødvendige. Vigtigst er lidt mad, sovepose, myggebalsam og skitsebogen.
Dollerup Bakker tager pusten fra mig i mere end én forstand. På cykel rundt i bakkerne er én ting: Puste, stønne, op og ned. Men skønheden i kombinationen: bakke/dal, vand, egetræer og den allestedsnærværende lyng, som her i sensommeren blomstrer fornøjeligt. WOW!!! Og jeg skal kun koncentrere mig om at trække vejret op og ned ad bakkerne, og så finde et motiv, der opfordrer til at lande på skitseblokken. Ingen andre pligter presser sig på.
På dag to er blodtrykket for alvor kommet i bund, hurtigere end forventet. Faciliteterne på herberget er skåret ind til benet, ligesom vores bagage. Cyklerne skyder afsted, afbrudt af laaaaange pauser, som bliver brugt til at hvile, overveje, betragte og skitsere interessante ting.
Vi laver på et tidspunkt en afstikker fra Hærvejen til en plantage, som jeg har glemt navnet på, spiser vores medbragte asketiske frokost (kogte æg, lidt brød, lidt smøreost, lidt pølse), og her står en meget smal, frønnet bænk som indbyder til en middagslur. Jeg aner ikke hvor lang tid der går, eller hvad klokken er, men vi falder fuldstændigt ind i omgivelserne, og den ultra-smalle bænk lægger plads til en hæderlig lur, hvilket i sig selv strider imod alle naturlove. Ingen af os har nogen som helst ide om, hvad klokken er. Meget uvant. Vi falder så meget ind i omgivelserne, at et selskab af weekend-vi-spiser-frokost-i-naturen-gæster slet ikke opdager vores tilstedeværelse. Vi kan ligeså godt være to pligtløse køer, som ikke har andet at lave end at gumle og glo.
Og så er vi kun afsted i to dage! Tænk, om vi havde været afsted meget længere? Så var vi nok begyndt at græsse…
Vi vender tilbage næste år. Hærvejen er heldigvis lang. 😉
Læg en kommentar