Det er så fedt at sidde ude i naturen og skitsere. Nogle dage har man lyst til at gengive de helt store vidder, den lange horisont, og de store skove.

Andre gange har man mere lyst til at nærstudere et blad, eller en lille bille der sidder stille et øjeblik.

Men hvad skal man egentlig have med?

Denne artikel indeholder reklamelink, nederst i teksten. (Hvad er det?)

Jeg har næsten altid de samme ting med. Nej – nogle gange skærer jeg helt til benet og har kun en tynd skitsebog og en tegneblyant med (se artiklen: “New York City med skitsebog – og skrappe regler”) . Men ellers er dette min pakkeliste:

En transportpose:

Som udgangspunkt har jeg tingene samlet i en pose. Gerne sådan en pose som kan lukkes, og som lige kan smutte ned i min rygsæk.

Alle penslerne og blyanterne er samlet i et penalhus, der kan rulles sammen.

Fra Venstre:
– Tegneblyanter i forskellige blødheder. Helst friskspidsede, men der er altid en blyantspidser eller en lille kniv i nærheden. Det skal ihvertfald ikke være en “flad” blyant der stopper skitsen. (Læs mere om tegneblyanter)
– Et par stubbe. Det er egentlig ikke så tit jeg bruger dem, men hvis jeg lige er i humør til det, så er det rart at have dem med. (Læs mere om tegnestubben)
– En hvid farveblyant. Den kan man lige lave en lys streg med, lysne et område eller lign. Bruges sjældent, men god at have ved hånden.
Sorte tynde tuscher / Fineliners. I flere tykkelser, fra 0.1 til 0.8. Tuscherne kan bruges til at skitsere med. det giver ofte en meget levende streg, fordi man ikke kan ændre og fjerne, men bare må tegne stregen om igen, hvis den ligger forkert. Men jeg bruger også tuscherne efter at jeg måske har sat nogle klatter med akvarel. Intet kan stramme en tegning op, som en sort streg.
– Så kommer penslerne. Jeg har både dyre og billige pensler med, og små og store. Men i virkeligheden bruger jeg næsten kun een af dem. Det er den brune, der ligger imellem to sorte. Det er en nr. 12, fra firmaet Angelo.
– Midt imellem penslerne kan du se min vandpensel. Den er virkelig smart hvis du ikke har fralægningsplads, for den kan lynhurtigt lige levere noget vand. Den er også rigtig god til akvarelfarveblyanter, der kan opløses. Fylder intet, og du kan fylde den med vand hjemmefra.
Lige ved siden af penslerne ligger en tegnestiftblyant, med 3B-stifter. Den gør mig uafhængig af blyantspidseren, og er rar at bruge.
– et par kuglepenne er et must. Hvis man lige har lyst til at lave en kuglepenstegning. Det giver en meget fin oplevelse at se på en tegning der kun er lavet med kuglepen. Den blå blæk er meget genkendelig, og alligevel milevidt fra hvad vi normalt forbinder en kuglepen med.
– Så kommer en lille luksusting. En viskelæder-blyant! Istedet for en grafitstift, indeholder den viskelæder. Rød i den ene ende, hvid i den anden. De to viskelædere har forskellig hårdhed, alt efter hvad der skal viskes ud.
– Den næstsidste ting er en lillebitte sprayflaske. Den kan lave sjov magi når man har gang i noget vandopløselig farve på papiret. Et lille sprøjt så sker der nogen gange sjove ting. Den kan også bruges til at gøre akvarelpapir vådt med, inden man vil lave en vådt-i-vådt akvarel.
– Den sidste blyant er een med flerfarvet bly. Bare fordi den er sjov. Og så er den lige landet i mit skitse-penalhus.

Det kan godt se voldsomt ud med alle de ting, men de er rigtig rare at have med, når man er taget ud i det blå.

– Og den fylder ikke meget når den er rullet sammen. Penslernes skafter stikker ud i den ene side, men det gør ingenting, bare selve børsten er beskyttet. .

Akvarelfarver og tilbehør

– Jeg har en fin lille æske med 12 akvarelfarver, fra Sct. Petersborg. Der er meget pigment i farverne så der er fuld knald på dem. Og det er mine favoritter. Låget bruges til at blande farver i. Jeg har også en kasse med 24 styk , men den har jeg sjældent med ud på skitsetur. Den fylder simpelthen for meget.
– Så har jeg en lillebitte flaske, som jeg altid fylder med vand inden jeg tager afsted.
– og et lille syltetøjsglas med låg. Heri har jeg det vand jeg bruger aktivt til penslen, og når det trænger til at blive skiftet, hælder jeg det ud, og tager noget friskt fra flasken.

Til sidst de ting som er dejlige at have med, og som gør at man har ekstra muligheder derude:

– En lille natursvamp som er god til at lave struktur i maling der ikke er tørt.
– En rulle tape, og en limstift. Nogen gange finder man noget man gerne vil lime ind i skitsebogen.
– En lillebitte saks.
– En blyantspidser som kan holde på “spidse-skraldet”.
– En elastik til at sætte rundt om siderne på skitsebogen. Særlig god hvis der blæser en vind, dér hvor du sidder. Man kan også bruge en kraftig metalklemme.

Sidst , men ikke mindst:

En skitsebog! gerne een med kraftige sider, 200 g/m2 eller derover, så den kan holde til vandfarverne.

Et siddeunderlag, eller en lille klapstol! Alt efter hvor man skal hen. Fx synes jeg det er rart at have en lille klapstol hvis man sidder i en skov, og der ikke lige er en træstamme at sidde på. Men hvis du er et sted med mange klipper er det oplagt at sidde på dem, med et lille siddeunderlag, til at tage kulden med.

Og sådan fylder det, når det hele er samlet i min gamle gymnastikpose…

Hele molevitten i posen! – og der er sagtens plads til siddeunderlag og skitsebog også.
Ned i rygsækken med en drikkedunk og et æble, og jeg er klar!

Her finder du link til nogle lignende produkter ude på det store internet.

Her er et lille pocket-akvarelsæt fra windsor og Newton. Rigtig fint at starte med, og handy at tage med i din lille skitsetaske.

Jeg har fundet to penselopbevaring hos Penstore. Ikke helt mage til min, som er en ældre model. Måske kunne man også selv sy den?

Lækkert grafit-sæt fra Faber-Castell, set hos Penstore. Superlækker samling af alle de forskellige tegneredskaber som laver grå/sorte nuancer. Her er du dækket ind til alle lejligheder, og det er nemt at have i tasken i fiks metalæske. – eller du kan tage dem med i penalhuset som du tror du skal bruge.

En god skitsebog. Her er en i A4, med spiralryg og 180g/m2 papir. Den vægt betyder, at papiret kan tåle lidt vand fra en akvarelpensel, hvis sådan een skulle ramme en side. Skitsebog A4 fra Penstore.