Der er ikke noget så luksuriøst som at sætte sig ved et veldækket bord, folde servietten ud, som er lavet af tykt, tætvævet stof, og mærke det knitrende, glatpressede materiale mellem hænderne, i forventning om det måltid man skal til at indtage. Man ved, at når der er brugt tid og omhu på at vaske, presse og folde servietterne, venter der formentlig et ligeså omhyggeligt tilberedt måltid.

Stofservietter er dyre og lækre, men det kan sagtens lade sig gøre at lave dem selv.

 

Jeg har et stort lager af hvide stofservietter. Jeg har lavet dem af gamle damaskduge købt i genbrugsbutikker. Ofte, når man køber duge, har de pletter eller huller, og er derfor kasserede. Men pletterne har du muligheden for at gå udenom, og sy resten af dugen om til lækre stofservietter til de kommende måneders gæstebud.

De kan også laves i fx retro-vintageduge, med farver og mønstre. Det giver et sjovt og uhøjtideligt udtryk.

Du skal huske at de duge du vælger skal være kraftige, og helt eller delvis i bomuld. De skal kunne vaskes ved 60 grader, og være rare at tørre mod huden. Prøv dig frem. Damask er rigtig velegnet, og lækkert, (damask er en vævetype, hvor der danner sig mønstre i det tætte, ensfarvede stof), men andre typer kan også bruges.

 

Hvis du skal bruge flere servietter end du kan få ud af én dug, så brug flere, gerne forskellige duge. Forsøg at få dem til at matche i mønster, farve eller hvad du har lyst til. Det kan du dække mange sjove og flotte borde med.

 

Sådan gør du:

  1. Lav et mønster i mønsterpapir. De færdige servietter skal være 50 X 50 CM. Du skal bruge 2 cm sømrum hele vejen rundt, så mønstret skal være en firkant på 54 x 54 cm. Vær omhyggelig med at få hjørnerne til at være vinkelrette. Du kan sagtens gå ned til 40×40 hvis dugen er smal. Mål op hvor store du kan lave dem, af den dug du har. Bare husk 2 cm sømrum på de kanter der skal syes.

Læg dugen på et stort bord, eller på gulvet. Du skal have et overblik over, hvor evt. pletter eller huller er. Her har jeg valgt at beholde de kanter der allerede er på dugen. Så jeg har ladet mønstret gå to cm ud over kanten = jeg lægger ingen sømrum til på dén kant, fordi den allerede er syet.

 

Når du har tegnet alle servietterne op på dugen, klipper du dem ud med en god stofsaks.

 

 

Pres sømrummene. Pres 1 cm mod midten, hele vejen rundt. Pres derefter én cm mere, hele vejen rundt. Når du presser før du syer får du en rigtig flot kant, som ligger pænt.

 

 

Vær særligt opmærksom på hjørnerne. Forsøg at folde dem pænt inden du syer dem. Fold først den ene side af hjørnet, og fold så den anden side ind over. Sæt tre nåle i, som vist på billedet, så det ikke skrider.

 

 

 

  1. Når du har syet servietterne, skal du presse alle kanter én gang til. VUPTI! Super-top-prof-gourmet-stofservietter, lige klar til julens festligheder. Eller måske en personlig (og billig) julegave til én der kan lide at dække et flot bord?

 

PS. Lagde du mærke til lodderne til at holde mønstret fast, på første billede? Dem kan du også selv lave. Der er et helt blogindlæg der fortæller om det her.