Hvis du har interesse for tøj og mode, i historisk og kunstnerisk perspektiv, så er der flere spændende udstillinger du kan nå i løbet af sensommeren 2018. Her er dem jeg har nået i løbet af sommeren:

4 helt fantastiske i Danmark, og een i London (som ikke rigtig sparkede benene væk under mig). 

 

1)

Kunstforeningen Gammel Strand: “Vogue like a painting” (KUN KORT TID)

Gl. Strand har kigget på modefotos fra Vogue, inspireret af kunst og kunstens stilarter. Tre etager med modebilleder fra det gamle og traditionsrige modemagasin, helt tilbage fra 1930’erne og frem til nu. Modemagasinet Vogue har altid gået forrest mht at lave inspirerende modefotos, og de har i alle årene hyret kunstnere ind for at style anderledes og utraditionelle billeder, og har i det hele taget kigget meget på kunst og kunstretninger som inspiration, og ikke bare traditionel modefoto.

Det er en interessant vandring igennem en fortolket kunsthistorie, at se de mange, og utroligt flotte modefotos. Alle er printet i store fotostater.

Billederne er sorteret i stilarter. Et helt rum er dedikeret til fx Rokoko, og her vises voluminøse billeder, med overflod af stof og pynt: nyere modefotos, men inspireret af 1700-tallets overdådige stil.

Et andet rum er dedikeret portrætterne, en gammel maleteknisk disciplin, som historisk er gået fra at være en branding for aristokratiet for nogle hundrede år siden, til idag at være mere undersøgende i forhold til portrættets udtryk, små nuancer og et kig ind i den portrætteredes  indre verden. Og altså en undersøgelse af hvad modefotografiet har budt på i den retning.

Desuden pilles der ved popkunst som inspiration, stillebens, det impressionistiske landskabsmaleri og meget andet.

Udstillingen er fejende flot og meget inspirerende. Især de gamle fotos fra 1930’erne gjorde indtryk på mig. Deres enkle, minimalistiske stil er, set med 2018-øjne, fortsat meget moderne i sit udtryk.

Kunstforeningen Gl. Strand – Vogue like a painting

 

Du kan se Vogues modefotos frem til og med d. 2. september, 2018. (NB! Kun kort tid!)

  • Kunstforeningen Gammel Strand
  • Gammel Strand 48
  • 1202 København
  • www.glstrand.dk

 

 

2)

Den gamle by i Aarhus: “Fra dronningens garderobe” (KUN KORT TID)

Fra Huset Balmain (Erik Mortensen)

Danmarks Dronning har udlånt en del af sin garderobe til Den Gamle By.

Særligt ved dronningens garderobe er, at hun i hele sit liv har “fået syet” sit tøj af skræddere, og derfor er der ikke meget stangtøj imellem. Samtidig er hun en dame med stort mod og glæde for farver, og da hun heller ikke er bange for at føre lidt humor ind i garderoben, er den interessant at se.

Der er tøj fra hun var helt lille, udklædningstøj og nationaldragter. Masser af hatte i alle former og farver. Og så er der gallakjolerne, som hænger separat i Møntmestergården. En veritabel opvisning i lækre stoffer, skarpe skræddersnit og pompøse slæb.

Særlig fokus er der på alle omforandringerne. Altså en lang gallakjole, der senere bliver til en kort sommerkjole, med andre stop undervejs.

(Der henvises ofte til Jørgen Bender, der i mange år syede for Dronningen, og han var elev hos Holger Blom, som du kan opleve på Skanderborg Museum, som omtalt længere nede i dette indlæg.)

Du kan se dronningens garderobe frem til 9. september 2018. (Her har du også lidt travlt!)

 

 

3)

Museum Skanderborg “Modeskaberen Holger Blom – bag kulisserne.”

Holger Blom på Skanderborg Museum

 

Holger Blom var modeskaber med eget studie i København i 1960erne og 70erne. Hans karriere førte ham til at lave teaterkostumer til de største, Bodil Kjer mfl, og han lavede også fest-tøj til både dronning Ingrid af Danmark, og Dronning Anne-Marie af Grækenland. Han var en sand mester i at drapere, og arbejdede hele sit liv med haute couture.

Holger Blom var dén, der tog en ambitiøs Erik Mortensen i lære, før han rejste videre til Paris og Huset Balmain. En anden elev var Jørgen Bender (omtalt ovenover) som blev Dronningens skrædder.

På udstillingen hyldes manden, der stammer fra Skanderborg, og håndværket, idet vi både kommer med på systuen, og ser eksempler på forskellige stykker tøj. Lise Nørgaard og Susse Vold fortæller anekdoter fra hans storhedstid, i  en film der kører i udstillingen.

Det er en lille men meget flot udstilling. Niveauet på det draperede tøj er meget avanceret, og vi får desuden et kig ind i livet på systuen, vha video og tekster. Kan absolut anbefales for sy-nørder. Masser af farver og flotte (og avancerede) skæringer i tøjet.

Eksempel på hvordan Holger Blom arbejdede.

Udstillingen om Holger Blom og eventyrtøjet kan ses resten af 2018.

 

 

4)

Designmuseum Danmark, “Mode og Tekstil” – permanent udstilling.

Henriks Vipskovs ikoniske ansigtskjole. Den er et kunstværk, rent mønsterkonstruktionsmæssigt. En del af den faste samling.

Når du nu er igang med at gennemtrawle museer for tekstile udstillinger, så tjek lige tekstiludstillingen på Designmuseum Danmark (tidl. kunstindustrimuseet).

Her er tøj fra Danmark fra de seneste 3-400 år. Bla er Holger Blom repræsenteret, sammen med Henrik Vibskov, Erik Mortensen, og mange andre store danske designere.

Det er kun et par år siden at Danmarks Designmuseum etablerede den nye tekstile afdeling, i en erkendelse af at det var en vigtig del af den danske designhistorie som ikke var ordentligt beskrevet.

Udstillingen viser mode, tekstil og tilbehør fra 1700-tallet og frem til nu. Nyd de flotte mønstre, avancerede broderier, og ekstravagante silhouetter og materialevalg.

Erik Mortensen, for Huset Balmain.

Udstillingen er en del af den faste samling på Designmuseum Danmark.

 

 

5)

Diana: Her Fashion Story. Kensington Palace i London.

Denne kjole er ret fantastisk. Een af de gode på udstillingen. “Diana, her fashion story” på Kensington Palace, London” – til november 2018.

Jeg var i London i sommerferien og var selvfølgelig nødt til at se Dianas kjoler på Kensington Palace.

Desværre blev jeg ret skuffet. Jeg synes ikke der var særlig mange kjoler. Belysningen var helt gal, den hjalp ikke kjolerne på vej. En del af kjolerne gjorde mig helt ked af det, som den gamle tøj-mager jeg er, fordi de trak i sømmene, ikke var presset pænt, eller hang skidt på mannequinen.

Men selvfølgelig kan man ikke komme uden om den star-quality der ligger i de gamle billeder af sagnomspundne Diana, og så de faktiske kjoler foran een. I fortællingen ligger også historien om den ikke spor modeinteresserede ælling der rejste sig og blev til en svane med klare meninger og holdninger til mode, hvor hun også brød barrierer ned, på nye måder end andre kongelige. Dét er en god historie.

Men ærgerligt at kjolerne så ikke er udstillet flottere. Det havde de fortjent.

I billetten er også adgang til den faste samling på Kensington Palace, bla om Dronning Victoria og rundtur i forskellige repræsentationslokaler. Der er også en fin park tilknyttet, hvis man er til pompøse haveanlæg.

 

Udstillingen står til og med november 2018. Det anbefales på hjemmesiden at booke billetter hjemmefra.