50 år gammelt juletræstæppe som har ALT og INTET med jul at gøre…

Det er een af mine allerstørste julemarkører… og er fyldt med minder…

Vimpler af filt til sommerbrug

Min onkel Halvor havde i 1950’erne og 60’erne en flagfabrik i Hjerm. Den lavede en helt speciel type vimpler.

Dengang var der rigtig mange der tog på cykelferie, og når man kom frem til de forskellige destinationer, kunne man købe en trekantet vimpel, med et trykt motiv af egnens seværdigheder.

Vimplen, som ofte var skåret ud af filt med påtrykt motiv, satte man på cyklen, og sådan viste man frem hvor man havde været. = en slags datidens sociale medier 🙂

I starten af halvfjerdserne afhændede onkel Halvor fabrikken. Han nærmede sig pensionsalderen, og arbejdet med trykkeriet var hårdt. Samtidig havde bilismen for alvor gjort sit indtog, og det blev sværere og sværere at få afsat cykelvimplerne.

Min mor kunne se hvad de også kunne bruges til…

Min mor fik en stak af ferie-vimplerne, som hun syede sammen til et juletræstæppe. Trekanterne kaldte nærmest på at blive sat sammen i cirkler.

Det er jo et rigtig godt eksempel på at man ikke nødvendigvis behøver at lave sit håndarbejde af nye materialer. Nogle gange er der oplagte materialer lige ved hånden.

Jeg husker tæppet fra det meste af min barndom.

Jeg husker hvordan det spraglede tæppe varslede “Nu er det jul!” når det kom frem af gemmerne d. 23. december, og min far monterede juletræsfoden på juletræet og stillede det på midten af tæppet, inden juletræet blev pyntet i løbet af eftermiddagen.

Jeg husker hvordan tæppet forsvandt under gaverne, der var mindst lige så spraglede som tæppet. Og jeg husker, at når gaverne var delt rundt, og jeg havde fået en masse dejlige ønsker opfyldt, så lå tæppet stadig derunder og var julet i allerhøjeste potens.

Og jeg husker dagene efter jul, dér hvor alt spændingen er udløst og man er på nippet til at kede sig, hvordan jeg lå under træet og lærte bynavne mens jeg læste op fra tæppet.

Og således trænede jeg som lille pige både læsning og geografi, uden at vide det.

Den store renovering af tæppet

Da jeg selv fik børn, arvede jeg tæppet, som efter 30 års brug var temmelig ramponeret, med halvmørt filt og syninger der var gået op. Filtstykkerne var syet fladt sammen med zig-zag-sting, og det var kun filtens fibre der hang sammen, som fik tæppet til at hænge sammen. Tæppet var konstant i fare for at blive revet i stykker af gaver eller børn eller andet jule-ivrigt.

Tanken var ubærlig!

Jeg reparerede sirligt alle syningerne. Syede en vendesyet, dobbelt bund af kraftigt hør, og hæftede tæppet på. Både inde midt i tæppet (en diskret quiltning) og ude i kanterne. Og da bunden var større end tæppet, fik det derved lidt bredere kanter, og blev altså lidt større.

Tæppet var igen til at bruge, som det skulle bruges. Ikke som ferievimpler, men som min største julemarkør, under juletræet.

Hilsen fra Onkel Halvor

Da min mor og jeg for et par år siden tømte den villa mine forældre havde boet i i næsten 50 år, dukkede en gammel margarinekasse af træ op.

I kassen stod en samling af 60’er-syltetøjsglas, som indeholdt de sidste pigmenter fra onkel Halvors fabrikation. Gemt på en hylde i så mange år, og nu kom de frem og vidnede om produktionsmetoder hvor man selv blandede pigmenter og bindemiddel.

Min onkel kunne tegne og male, så alle motiverne designede han selv. Han lavede trykrammer og blandede farverne. Det hele foregik i fabrikken, som var en nedlagt skolebygning i Hjerm, hvor han boede med tante Grethe. Trykkeriet lå i den gamle gymnastiksal, og rundt omkring i klasselokalerne lå de andre funktioner på fabrikken.

Dét, at han selv tegnede alle motiverne, gjorde at man i datidens vimpelmarked let kunne genkende hans streg.

Først trykte han en hvid bund.

Alle motiverne på filt, blev trykt vha rammetryk, med hvidt, som bund.

En lille flok damer var ansat til at male motiverne ovenpå den hvide bund. Dér sad de og gav liv til alle de små filtflag, med motiver fra alle egne af Danmark.

På tæppet kan man sagtens udpege de vimpler der har variation i farverne, og som helt klart er håndkoloreret.

Andre vimpler er lavet af lærred. Med en trykramme til hver farve.

Onkel Halvor forlod denne verden ca. 10 år efter at han lukkede fabrikken. Hvis han havde levet endnu, ville han have nærmet sig de 100 år.

Så pigmenterne har stået ved mine forældre og ventet i næsten 40 år.

Nu er pigmenterne flyttet hjem til mig. Jeg har ingen idé om hvad jeg skal bruge dem til, men lige pludselig skal det nok passe, at jeg har brug for noget rent pigmentpulver. Og så har jeg jo onkel Halvors…

Næste generation varsler kamp!

Nu er tæppet tæt på at runde 50 år, og når det kommer frem d. 23. december er det igen endelig rigtig jul. Det bliver forsigtigt pakket ud, og forsigtigt pakket væk igen, jul efter jul.

– og mine store børn, som nu også synes at tæppet er synonymt med jul, er begyndt at diskutere, hvem der skal arve det engang…

Mon jeg nogensinde kan slippe det…? 😉