Min mor har altid været ivrig blomsterpresser, og selvfølgelig blev jeg det samme.

Kan du huske telefonbøgerne der udkom en gang om året, i “gamle dage”?

Når man skulle bruge et telefonnummer, så kunne man slå det op i de tykke bøger, af tyndt, tyndt papir, med uendelige mængder af navne og numre.

Hjemme hos os, skete der altid det samme, når man skulle bruge et telefonnummer:

Ud af bogen væltede det med pressede blomster.

Telefonbøgerne var nemlig ret perfekte til formålet, fordi de tynde sider fungerede som perfekt trækpapir. Bøgerne var tykke og kunne indeholde en del blomster. I en normal husstand (ihvertfald i Aarhus-området) var der 4-5 bøger så når man lagde dem ovenpå hinanden, gav de vægt og blomsterne fik pres.

Og det er dét, det handler om, når du skal presse blomster. Papiret skal kunne absorbere den fugt som presses ud af blomsterne.

Det skal have tilpas meget pres til, at cellerne slipper deres form, og smider fugten.

Når fugten fjernes på så kort tid, vil de fleste blomster beholde farven. Ikke nødvendigvis den oprindelige, men noget der ligner, istedet for “vissen-brun”, der er farven for de fleste blomsters forfald.

Grundlæggende metode

Når du plukker blomsterne der skal presses, skal de være tørre. Så du skal ikke plukke om morgenen, når der er morgendug på.

Når du lægger dine blomster til pres, skal du først vælge om de skal presses som hele blomster, eller enkeltvis som blade/kronblade.

Dernæst lægger du dem til rette i den metode du har valgt at presse i.

Nu er det bare at vente. Små, tynde blomster kan være færdige på en uges tid. Kraftigere blomsterknopper skal have længere tid. Kig til dine blomster ind imellem, så du ikke risikerer at de rådner. (- og så er der den hurtige, til microovnen)

OG lad være med at tage dem ud af presset, før de er helt tørre. DU risikerer at der stadig er fugt i, og de halvpressede blomster vil krølle og smide farven.

Her er de pressede blomster en del af arbejdsdagen. Kom med på besøg på HERBARIET på Aarhus Universitet.

Hvad er trækpapir?

Ved de forskellige metoder nævnes trækpapir. Ordet dækker over papir som kan absorbere fugten fra blomsterne, når de bliver presset. Oplagt er det at bruge akvarelpapir, som er skabt til at absorbere vand. Og det må gerne være en billig type.

Men du kan også bruge avispapir, eller anden type mat papir. Du må aldrig vælge blank, glittet papir, for det suger ikke fugten, og så risikerer du at blomsterne rådner, inden de er pressede færdige.

1. Brug bøger

Jeg bruger stadig bøger til at presse blomster i. Ikke telefonbøger, men bøger med fugtabsorberende papir. Typisk ældre bøger, med store sider. Nyere bøger er ofte med glittede sider, og de duer ikke. Du risikerer at blomsterne rådner, fordi fugten ikke kan trække væk. Så gå i genbrugsbiksen og kig efter store bøger med mat papir.

Blomsterne lægges ind imellem siderne. Spring gerne over nogle sider imellem lagene af blomster.

Når blomsterne ligger på deres tørreplads i bogen, er det vigtigt at det kommer i pres, så der skal lægges tunge bøger ovenpå. Vær ikke nærig med vægten ovenpå.

2. Kraftig akvarelpapir, foldet med noget tungt ovenpå.

Køb en akvarelblok i A3 størrelse. Den må gerne være billig, men helst ikke tyndere papir end 200 g/m2. Det er nemlig ikke papirets evne til at fordele farven vi er ude efter, men tværtimod dets evne til at suge fugten ud af blomsterne.

Tag papirstykkerne af blokken. Fold dem på midten, til A4-størrelse. Læg blomsterne ind imellem det foldede papir. Læg det næste lag ovenpå. Fortsæt med adskillige lag.

Slut med at lægge nogle tunge bøger over.

3. To stykker træ og nogle kraftige elastikker.

Brug to ens stykker træplade. Læg blomster skiftevis med trækpapir, og de to stykker træ yderst, øverst og nederst. Sæt elastikkerne fast omkring hele molevitten. Elastikkerne skal være stramme for det er vigtigt at der er godt pres på blomsterne.

Du kan lave denne presse selv, eller købe den færdigt. Jeg har fundet en lille een hos RITO.

4. Presse, med mulighed for at justere presset.

Denne presse består af to plader med huller og skruer i siderne, og 4 bolte til at holde det sammen med.

Denne presse er smart fordi den kan justeres efterhånden som blomsterne bliver fladere.

Den er også smart fordi du ikke behøver at lave alle de dér stabler af bøger eller andre tunge ting ovenpå. Den klarer selv det hele.

Min far byggede een til mig da jeg var barn, og jeg har den endnu.

Jeg er igang med et indlæg her på bloggen på, hvordan du laver din egen justerbare presse. Men hvis du ikke selv har lyst til at snedkerere, så er det også muligt at købe een. Se mere her (Børnenes Kartel) Den er lige klar til at bruge, med trækpapir og alting.

5. I microovnen

Det tager ikke lang tid, kræver kun ganske lidt, og det er jo absolut dyder, når der fx er utalmodige børn involveret.

Jeg har kun prøvet denne metode en enkelt gang, så jeg har ikke den store erfaring. Men det kan sagtens lade sig gøre, så hvis du har en feriedag med ungerne, så prøv jer frem, for her er hurtigt resultat.

Jeg har taget to stykker træ, lagt trækpapir og blomster imellem , og placeret det hele i ovnen. Du kan også vælge at bruge bomuldsstof istedet for trækpapir. (obs! 100 % bomuld! ikke noget med polyester, som formentlig kan smelte . Klip fx et stykke af et gammelt kasseret dynebetræk)

Øverst skal jeg have noget tungt, som kan tåle at gå i microovnen. Jeg havde en lille brosten som klarede det fint.

Giv det 1-3 minutter på fuld effekt. Prøv dig frem. Små tynde blomster (fx smørblomster) skal have kortere tid end tykke blomster (fx nelliker) .

Når du tager de pressede blomster ud af ovnen, kan det være en fordel at lade dem ligge i pres en halv times tid, for at få formen til at sætte sig.