Een af de ting jeg har startet op de seneste par år, er muligheden for at man kan købe italiensk crepepapir i min webshop.

Det var egentlig aldrig planen.

Men da jeg udgav min bog, i november 2020, var det ikke nemt at få fat i papiret i Danmark. Så derfor gav det mening at hjælpe med anskaffelsen.

Rigtig mange har købt papir hos mig siden, både med og uden bogen, Og tak for det 🙂

Og det er da også dejligt at andre end mig selv kan se hvor fedt papiret er, og hvor skønt det er med et stort farveudvalg.

Men det jeg elsker allermest ved det, er at se de farver I sætter sammen.

Frem med kameraet

Det er mere reglen end undtagelsen, at når jeg samler de farver I har bestilt, og lægger dem op på pakkebordet, inden de bliver pakket i kasser, så er der flere af kombinationerne jeg er nødt til at tage et billede af.

Nogle gange fordi det også er min yndlingsfarver.

Men lige så ofte fordi I nogle gange laver nogle helt forrygende farvekombinationer, som jeg ikke selv havde tænkt på.

Jeg er så vild med det, når farveblandingerne dannes foran mig, via jeres pluklister.

Af og til har jeg lagt dem på min story, men oftest nyder jeg bare billederne for mig selv.

Men idag skal I alligevel have et lille kig.

Og det skal tilføjes, at ALLE billederne herunder, er farveblandinger lavet af mine kunder. Jeg har ikke selv lagt dem op.

Og det skal også tilføjes, at jeg har mange, mange, mange flere billeder, men har valgt nogle af dem ud som repræsenterer godt.

Måske kan du genkende din helt egen farveblanding? – eller måske, som jeg, blive inspireret til at sætte noget nyt sammen?

Der er ingen tvivl, vi har alle vores egne foretrukne farver. Og det kommer til udtryk når man fx bestiller papirfarver til crepepapirblomster.

Lidt ligesom at man snakker om at “Picasso havde en blå periode”. Det kan skifte igennem livet. Men de fleste har noget de foretrækker.

Men hvordan kommer de forskellige farvevalg?

  • Nogle af os følger med i hvad der er “hot” i indretningen, via blade, magasiner, messer og alle mulige andre steder.
  • Nogle af os har en klar favoritfarve eller farveskala, som er dybt uafhængig af hvad alle andre synes og gør.
  • Og andre endnu har set fx en blomst, som man gerne vil efterligne, og få en farve i nærheden af. Elller man skal lave blomster i en klubs farver, eller noget helt andet.

Der er så mange årsager til vores valg. – og vi er ofte slet ikke klar over det.

Og det er det jeg kan se når jeg pakker farver til jer. Og jeg elsker at se alle de farvekombinationer !!!