Hvis der nu, her i april, skulle dukke en kold og blæsende dag op, så er her et lille projekt der er absolut overskudsagtigt. Absolut tidskrævende. Absolut tålmodighedskrævende. Totalt nulre-arbejde! MEN – med en blærefaktor der sprænger alle rammer:

Kandiserede violer!

Lige nu blomstrer den lille undselige martsviol. Den blomstrer fra sidst i marts og hele april, ofte i græsplæner eller andre uønskede steder, og når duggen falder, dufter den helt fortryllende. Blomsten kan spises. Den har en frisk og aromatisk smag, og på toppen af en salat er den friske blomst yndig. Men – hvis man skal pynte en kage, så er kandisering af bladene også en mulighed.

Man kan købe kandiserede violer i butikkerne, men de består ofte kun af sukker. Her er opskriften på den ægte vare. Min mor har lavet dem i årevis :-). Totalt luksuriøst og temmelig blæret.

”Jeg har selv kandiseret viol-bladene!” – kan I høre det???

 

Det skal du bruge:

  • Violblomster. Ca. 40 stk.
  • Pasteuriserede æggehvider
  • Flormelis
  • 1-2 timer, alt efter hvor tålmodig du er…

Pluk kronbladene af blomsterne, så der ikke er noget grønt tilbage. Dyp hvert enkelt kronblad i æggehvide og dernæst i florsukker. (jeg synes det er nemmest at dyppe i æggehvide, lægge på et stykke bagepapir og drysse med sukkeret. Dernæst vender jeg bladene og drysser igen). Det er klart nemmest at bruge en pincet til alt det her dypperi. (jeg sagde jo at det er noget NULLER!).

Læg bladene på et rent stykke bagepapir, og lad dem stå lunt og tørt i nogle dage.

Efter et par dage er sukker og æggehvide stivnet, og med en skarp kniv kan man frigøre violbladene fra bagepapiret. Vupti! Liiiige til at pynte på en kageglasur 🙂

33812182455_afb06b4b63_o

Dén gemmer sig lige der i græsset…

33682823291_118248b1b5_o

De høstede blomster

33771445126_02d84c51ff_o

Kronbladene trækkes fri af det grønne ved stilken.

 

33771443186_ffa2dae6af_o

Vha en pincet dyppes bladene enkeltvis i æggehvide.

 

32968881404_ed645a2cb0_o

Dyp i florsukker, eller drys det på.

33682621671_0e4d285b64_o

De færdigkandiserede blade, klar til at tørre et tørt og lunt sted.

violer på citronmåne

– Henkastet drysset henover hjemmelavede citronmåner i minformat.