Velkommen til det allerførste TorsdagsTip på Krøyers Kvarter.

 

Fremover vil der hver torsdag komme et lille tip til, hvordan DU kan booste din kreativitet, ved hjælp af papir, blyant og farver.

Måske er du sådan én der tænker: ”FEDT! Det trænger jeg til!!” – og så er det bare om at kridte skoene og læse med.

Meeeeen – du kan jo også være sådan én der siger: ”Jeg er ikke kreativ! Ville ønske jeg var, men det er jeg IKKE!”…så skal også du liiige læse lidt videre….For nogle gange gemmer der sig ting i os som vi ikke altid har opdaget….

 

Når man arbejder kreativt er det ofte med et af disse to formål:

Årsag nr. 1:

Du vil gerne lave noget, og vil kunne vise det frem, og sige ”Se, det her har jeg lavet” og måske få en masse beundrende blikke og tilkendegivelser. Det forstår jeg godt. Det er de færreste der ikke nyder at blive bekræftet. Men det er også denne årsag der formentlig har gjort, at du har vedtaget at du ikke er kreativ og ikke kan hverken tegne eller male eller noget som helst. For der er aldrig nogen der har beundret dine små frembringelser og måske stoppede du allerede som 7-årig og “så kunne det også være lige meget”. Hvilket betyder, at du nu i dag tegner præcis lige så godt (eller dårligt) som den 7-årige du var, da du stoppede.

 

Årsag nr. 2:

Du har opdaget, at du får det dejligt når du laver ”noget ” med dine hænder. Det kan være at mødet går bedre, når du kan skrible små kruseduller mens de andre taler. (Måske lytter du faktisk bedre?). Måske kan du ikke lade være med at forme små ænder når du skal bage boller, fordi du ved at de alligevel ligner almindelige boller når de er hævede og bagt, og ingen kan se hvordan du legede undervejs. Når man bevæger sig ind i at slippe kreativiteten løs, så sker der tit det, at man går i flow og glemmer tid og sted. Og det skete mens du hyggede dig med noget, som ingen skulle se og forholde sig til.

Faktisk har det at tegne og male ”ud i det blå” faktisk en terapeutisk virkning. Men KUN hvis du glemmer årsag nummer 1: at det skal være noget der er færdigt, og kan vises frem. Det, at udtrykke sig kreativt/kunstnerisk, er ligeså effektivt som mindfulness, meditation, vandring og alt det andet vi gør, for at geare ned i vores alt for travle hverdag. Så det er bare med at komme i gang, og være ligeglad med dine omgivelser. For det her handler kun om DIG! Og det kan gøres på meget kort tid, og gerne regelmæssigt.

 

Hver torsdag kl 17 vil jeg på kroyerskvarter.dk give dig et TorsdagTip til at booste din kreativitet. Nogle gange er det konkrete øvelser med materialer du har i dit hjem. Andre gange er det en inspiration til at tænke anderledes. Og så vil jeg bevæge mig ind på en metode som du kan bruge regelmæssigt, og som vil gøre dig glad og godt tilpas, og ikke mindst: er afstressende.

 

Vi ses på torsdag.

Kærlig hilsen Tina