For et par måneder siden havde jeg fødselsdag, med morgensang og gaver i vores lille familie. Min mand havde bestilt en ting på nettet, som jeg havde ønsket mig i flere år, og jeg blev meget glad for endelig at have fået den. Allerede på vej til arbejde besluttede jeg mig imidlertid for, at jeg ville forsøge at undgå at fortælle mine kolleger hvad det var, for jeg var ikke helt sikker på at de ville forstå den.

Men – det uundgåelige spørgsmål kom selvfølgelig, og jeg valgte at bekende kulør. Det er også for træls ikke bare at sige tingene som de er. Samtalen blandt mig og fem kvindelige kolleger forløb nogenlunde sådan her:

-Hvad har du fået i gave af Michael?

-Noget jeg har ønsket mig længe, men jeg er ikke helt sikker på at I forstår det.

-Ej, hvad? Sig det nu?

-Jeg har fået… et modelbyggesæt.

-Et modelbyggesæt??????

-Jaeh… sådan et i plastic, I ved, som man limer sammen og maler.

-Nå.

…Lille pause

-Hvad forestiller det?

-Øhm… et rumskib.

-Ej hvad mener du?????

-Jeg har fået et modelbyggesæt, der skal limes sammen og males, og så ligner det et rumskib. – fra Star Trek.

Lidt længere pause. 5 par øjne der kigger helt desorienteret på mig. Lidt skeptiske, for hvad er det hun siger?

-Jamen, (er der én der forsøger sig) –  er du sådan én der bygger sådan nogle modeller? Det har du da aldrig fortalt noget om.

-Nej, det er jeg ikke. Jeg har faktisk aldrig prøvet det før. Og jeg har ikke ønsket mig det for at bygge det, men fordi jeg gerne ville have rumskibet, og jeg har aldrig kunnet finde det i en færdig udgave, og rumskibet er det sagnomspundne ”Enterprise” fra Star Trek, og jeg glæder mig vildt til at blive færdig med det, så jeg kan få det hængt op i loftet i mit arbejdsværelse. Så nu skal jeg til at bygge rumskibsmodel.

Det er jo her, at de fleste kvinder gerne vil please fødselaren og sige noget i retning af: Næh, hvor er den lækker… eller –  Ej, hvor spændende, det glæder vi os til at høre mere om. Eller: – Ih, bare det var mig.

Men foran mig sad fem totalt mundlamme kvinder (i øvrigt rigtigt gode kolleger), som ikke anede hvad de skulle sige.

Og jeg tænkte:  –  For helvede, jeg skulle bare have sagt at jeg fik en bøtte parfume og 50 røde roser. De tager det faktisk værre end jeg havde forventet, og nu sidder de dér og har det helt dårligt, og det bare fordi jeg skulle fortælle sandheden om hvor nørdet jeg egentlig er. Jeg må komme med en forklaring:

-Jeg er jo i virkeligheden en meget stor Star Trek-fan. Jeg har alle spillefilmene på DVD, og har set et ukendt antal episoder af de 727 afsnit der findes af selve serien, og jeg elsker det, men taler ikke ret tit om det. Og for 6 år siden da min lille familie var i Hamley’s i London (kæmpe legetøjsbutik) fandt jeg to versioner af et Enterprise-samlesæt, og lige siden har jeg ærgret mig over at jeg ikke bare købte et af dem dengang, men det gjorde jeg ikke fordi… – det syntes jeg ikke en kvinde i fyrrerne skal gøre. Og jeg fortrød og har kigget efter det i legetøjsforretninger i alle de storbyer jeg har været i siden, og det er ikke så få, og jeg har aldrig fundet det.

Kort vejrtrækningspause inden jeg fortsatte:

-Og for noget tid siden fandt jeg det så på nettet, og nu har Michael bestilt det til mig, ligesom han for en del år siden gav mig alle Star Trek-spillefilmene over et par fødselsdags-år, og jeg fik sættet i morges med alt hvad der skulle være af maling og lim og jeg ved ikke hvad, og lige så snart jeg får tid og ro så går jeg i gang. Og jeg er i øvrigt vildt glad for det.

Der var nu totalt tavshed rundt om bordet.

Én af mine kolleger har imidlertid også et svagt punkt for Star Trek. Hun var den eneste der sandsynligvis forstod hvorfor det kunne være det mindste interessant med det dér rumskib, og hun kom med den afgørende kommentar, som fik den lammede stemning til at lette:

-Jamen, så er det jo en kærlighedsgave!

Jep, det er det nemlig. Meget bedre end parfume og roser. Og jeg glæder mig til at bygge… – og hænge det op… – og kigge på det i laaang tid derefter… 🙂

Og i øvrigt har jeg været skabs-”Trekkie” i 25 år. Så er det sagt!…og Netflix har varslet en ny serie i 2017, og har lovet at streame de 727 gamle afsnit fra slutningen af 2016. Og det glæder jeg mig også til!