Efter at min datter har spillet håndbold i seks år, burde jeg nok have ret godt styr på alle spillets finesser.

Jeg har kørt bilfulde af spændte piger til haller i nær og fjern. Jeg har heppet, og pustet på ømme knæ. Fyldt vandflasker, vasket spillertøj, og lavet efter-kamp-frugt i turnusordning. Jeg har set TV-håndbold med min datter, hvor hun igen og igen fortæller, hvad der sker på banen.

Men, det er som om spillet ikke rigtig trænger ind på min scoringstavle!

Min selvopfattelse fortæller mig ellers, at jeg er normalt begavet, og i stand til at “regne ting ud”. Men her kikser det altså for mig.

Hvorfor sker det, gang på gang, når jeg sidder og kigger på en af hendes kampe? Jeg tænker: NU gælder det, nu følger du altså med! Og lidt efter bliver jeg så ”vækket” af sidemanden – EEJ, et godt mål dit barn scorede dér! – og det går op for mig at jeg enten

1) sidder og betragter mellemrummene mellem reklameskiltene på bagvæggen.

2) lytter til 14 par skos pibelyde når de rammer trægulvet, og overvejer, om det lyder som måger der bliver fodret, eller fuglekvidder i Domen i Randers regnskov.

3) Overvejer om dommeren er én af dem der hele tiden har fløjten i munden, eller én af dem der ustandselig trækker den op ad lommen.

4) kigger meditativt på uret på væggen, der løber, sekund for sekund for sekund…

…eller tusind andre tankespind…

 

Flere gange har jeg været med i stadionhallen for at se både ligakampe og landskampe. På et tidspunkt havde vi min håndbold-elskende svigerinde med. Pludselig gik det op for mig, at hun sad og grinede ad mig. ”Du ser jo ikke noget af kampen!”

Nej. Det er rigtigt. Jeg ser ALT andet, end kampen:

De dedikerede fans. Frotté-menneske-mascotterne der deler ting ud. Fotograferne; jeg sidder altid og venter på at én af dem får en bold i objektivet. Det MÅ da ske? De uspiselige pølser. Musikken der spiller, hver gang der er scoring/pause. Hvor sidder dem, der betjener det? Opråbet med navn og billede af den seneste hjemmekamps-scorer, og publikum der svarer i kor. Popcorn der flyver, når der hujes. Børn der leger tagfat på trapperne (de kan heller ikke holde fokus?). Fans, der enten jagter autografer efter kampen, eller går før tid, fordi favoritholdet er ved at tabe (Noget med at få bilen ud af parkeringsområdet før de andre?).

Det er jo ikke fordi jeg keder mig. Min opmærksomhed flytter sig bare, uden at spørge mig.

Jeg VIL så gerne, fordi det er min datters store interesse. Jeg kender flere og flere ord og regler. Fransk kryds. Playmaker. Back. Spillernes placering efter et mål. Hvor de må gå ind og ud ved udskiftning. Og at når dommeren løfter armen, betyder det at der snart bliver dømt for nøl. Og at de i øvrigt kun må løbe tre skridt med bolden. Men det er stadig en gåde for mig, langt de fleste gange, hvorfor der fløjtes?  ”Angrebsfejl”, hører jeg tit de andre forældre indforståede sige til hinanden. Jeg kender dommerens tegn for angrebsfejl, men hvornår og hvorfor?? hmm…

 

I flere år har ”bogen” været med til min datters kampe. Et styk udvalgt forældre ell. lign. skal i ”bogen” føre data for den enkelte kamp: 1) minuttal for samtlige scoringer, 2) navn eller nummer på den der scorer, 3) minuttal for straffekast + navn, 4) minuttal og navn ved udvisninger.

Argh, det er bare ikke en opgave for mig! Ikke desto mindre bad træneren mig en dag om at føre den, igennem en hel kamp. Shit, shit, shit!!! Nå, men jeg tog udfordringen op, tænkte vel, at NU måtte jeg lære det.

Aaaaaaaargh…

En hel lille flok af forældre bakkede imidlertid op omkring mig:

-Nu scorede de, 13 minutter inde.

-Der er en udvisning, 20. minut.

–Det var dén og dén der scorede…

Tænk, at jeg ikke engang kunne holde fokus, når det var ”bogen” der var på spil? Træneren havde måske tænkt, at der var udviklingspotentiale i mig??? Hans kone sad to rækker foran os. På et tidspunkt i anden halvleg vendte hun sig om, og konstaterede tørt: ”Vi skal da vist have en anden til det, næste gang”.

Det er sgu nok en god ide!!  🙂