Vi nærmer os området i to biler. 8 personer i hver bil, incl. lokale socialarbejdere der skal passe på os.
Vi skal besøge en township ca. 60 km fra Cape Town. I townshipperne, overalt i Sydafrika, bor alle de sorte, der i 60’erne, under apartheid, blev tvangsflyttet væk fra byerne. Hver morgen kører busser indbyggerne ind til byerne for at arbejde, og hver aften transporteres de tilbage igen. Stadigvæk, her 20 år efter at apartheid officielt blev afskaffet.
Vi kører ind i townshippen. Vi må under ingen omstændigheder gå rundt herinde alene. Fattigdommen er enorm, og risikoen for at blive overfaldet er stor. Så vi holder os til vores guider i bilen.
Vi kommer op på en bakke, hvor man kan se ud over området.
Nogle af husene er lavet af blikplader, andre er muret op af sten. Her ligger det første hjem vi skal besøge. En to-etages betonejendom, med en lang række lejligheder. Udenfor lejligheden er en smal overdækket patio, hvor der vaskes tøj mv.
Lugten i den lillebitte toværelses lejlighed er overvældende. En blanding af kloak og harskhed. Jeg er slet ikke i tvivl om, at den midaldrende tandløse kvinde der bor her, har gjort sit yderste for at her skal være rent og pænt. Alligevel tager det nogle minutter før min næse har vænnet sig til at være her. Væggene er mintgrønne, og på bordet ligger en spraglet voksdug, pyntet med et par hæklede lyseduge.
Vi lytter til den midaldrende kvinde, der fortæller sin historie.
Hun bor i den lille lejlighed med to børnebørn på 8 og 2 år. Moren er forsvundet. Hun lever, men er forsumpet af druk, et andet sted i townshippen. De har bedstemorens pension på 200 kr om måneden at leve for.
Vi har familiens Youth-care-worker med.
Hun hjælper til hverdag, med at få børnene ned i townshippens “safe-park”, så de kan lære at læse og få et godt måltid mad. Safe-parkerne er kun for børn, som her kan få et frirum fra hverdagens trængsler. Og så forsøger hun, med de øvrige social-arbejdere, at få moren på højkant igen, dér hvor hun bor i townshippen, så hun selv, på sigt, kan tage sig af sine børn. For bedstemoren lever jo ikke evigt. I Sydafrika er gennemsnitslevealderen 49 år. (I Danmark er den omkring 80 år)
Sydafrika er Afrikas rigeste land, med store forekomster af guld og diamanter og andre værdifulde råstoffer.
Videre til næste besøg. Vi kører ned i dalen igen, og kommer til et lille træhus (ca 40 m2) med nødtørftigt hegn om. 
Vi går igennem lågen og hilser på hønsene der går om benene på os. I et særligt indelukke går gæssene, som er et effektivt tilskud til husholdningsbudgettet. Her bor et hold bedsteforældre med deres seks børnebørn. Deres søn og svigerdatter er døde af Aids, så nu påhviler ansvaret for opdragelsen på de to gamle mennesker. En meget typisk familiehistorie her i området.
Inde i den lillebitte stue er proppet med nips. Væggene er tynde og uisolerede, så her i den sydafrikanske vinter (vel som danske temperaturer i marts) er hue og trøje alm. påklædning, indendørs. Her lugter kraftigt af petroleum, som bruges til lys og varme. På væggen hænger billeder af de afdøde familiemedlemmer. 
Den gamle bedstemor, med sporadiske tænder i munden, byder os smilende ind og fortæller om dagen og vejen, der er en udfordring, med de mange munde at mætte. Det allervigtigste for hende er dog, hver måned at få sat nogle penge til side, til hendes egen og bedstefarens begravelse. For INGEN af de seks børnebørn skal være nødt til at sætte sig i gæld, når de dør. Familiens Youth-care-worker hjælper med at få børnene til at få en uddannelse, og forbereder dem på at kunne klare sig selv, når bedsteforældrene ikke er der mere.
I townshippen er der ingen der går uden for en dør, 
når det er mørkt. Det er alt for farligt. I mørket huserer bander og andet dårligt selskab. I Sydafrika lever 50 % af befolkningen under fattigdomsgrænsen, og det er medvirkende til de store problemer med kriminalitet. Derfor har nogle frivillige for 40 år siden etableret organisationen NACCW, som efterhånden har etableret Safe-parks, for børn i townships, over hele landet. Dem kommer jeg ind på, i et kommende blog-indlæg.
Og hvorfor var jeg så landet i dette selskab, på dette sted? Som en del af de folk der var hentet ind fra hele verden, til at give ny inspiration til disse Youth-care-workers, var der faldet en appelsin i min turban, da jeg fik tilbuddet om at være 3. mand på en workshop. Til at give inspiration omkring ideudvikling og genbrug af tøj, som en mulig aktivitet i Safe-parkerne. Det fortæller jeg også om en anden gang.
Men man kan godt føle sig meget, meget priviligeret, at bo i lille Danmark. Hvor alle får mad. Hvor ingen skal spare op til begravelse af nød. Og hvor man kan gå en tur på gaden uden konstant at se sig over skulderen.
(I juni 2015 var jeg, med to kolleger, på en konference i Sydafrika. Vi skulle lede en workshop på konferencen. Det var en meget anderledes oplevelse, langt fra de normale turist-stier. Det gjorde indtryk, og jeg vil krydre bloggen med forskellige nedslag fra turen, i den kommende tid.
Læg en kommentar