Hvilken bås vælger du, når der er mange af dem, på et offentligt toilet?

Jeg tager altid det der er længst væk. ALTID! Fordi jeg har en ide om, at alle andre tager de første. Og jeg vil helst ind på et jomfrueligt toilet, som ingen har siddet på før. Ja, det er nok lidt sippet. Og inderst inde ved jeg godt at det er en illusion. Ha ha. Det er jo umuligt, ikke??? … Men alligevel… 🙂

 

Jeg spurgte mig lidt omkring: – Hvilket toilet vælger du?

Det er nogle ret sjove ansigtsudtryk der kommer, når man stiller sådan et spørgsmål. Nogle kigger på mig, som om jeg har mistet forstanden: Hvad søren er det for noget at spekulere på? Andre bliver sådan, hmm, lidt forlegne, fordi jeg er på vej ind i et meget privat område?

De første par svar jeg fik, lød ligesom mit: – Jeg vælger det, der ligger længst væk. Shit! tænkte jeg, så er det jo en helt forkert strategi jeg har valgt! Så skal jeg jo have lavet om på mit toilet-valg!

Men så skete der alligevel noget, da jeg fortsatte med at spørge forskellige på min vej:

-Jeg tager altid nr. 3 eller 4. Aldrig nr. 1 og 2. Hvorfor? Hmm. Fordi jeg tror alle tager nr. 1 og 2, og så vil jeg ikke bruge dem.

En udmærket strategi. Så jeg er ikke den eneste, der vil have et toilet for mig selv.

-Jeg tager bare det første det bedste, Jeg gider da ikke at gå så langt, var der flere der sagde.

Nej, det kan jeg godt se.  – Så alle har altså ikke brug for et jomfru-rent-toilet?

 

Pludselig oplever jeg, at jeg bliver hængende længere på de offentlige toiletter, end jeg plejer. Utroligt så lang tid man kan stå og rette på håret eller makeuppen, når man skal se, hvor de indkomne toiletgæster går hen.

Få dog et liv, siger jeg til mig selv, og bliver alligevel stående lidt længere. (Der ER altså ikke så mange der tager de nederste toiletter…)

 

Kan man gå lidt mere konstruktivt til værks? Jeg antaster den søde rengøringsdame på min arbejdsplads. Det er et stort sted og vi har mange store toiletter. – Må jeg stille dig et mærkeligt spørgsmål?

Hendes ansigtsudtryk, da jeg spørger, hvilke toiletter hun skifter mest toiletpapir i, er kosteligt! Lige nogle sekunders stilhed, mens jeg tror hun overvejer, om det er skjult kamera. Men hun må kunne se på mig, at jeg mener det alvorligt. Jeg har endda trukket hende hen i et hjørne, så der ikke er andre der kan høre os.

-Det har jeg godt nok ikke tænkt på, er svaret. Jeg aner ikke om der er nogle af båsene der skal have mere papir end andre. Hun står og tænker lidt, og så: – Altså nedenunder er der et stort toilet, hvor der er en lang række båse til den ene side, og bag døren er der to små toiletter, som er lidt mere besværlige at komme til. DE TO toiletter skifter jeg papir i hver evig eneste dag. Og det gør jeg ikke på de andre. Måske vælger folk de to toiletter, fordi de tror ingen andre gør det??? Det er da egentlig sjovt, det har jeg ALDRIG tænkt på før! Hun ser helt fornøjet ud.

 

På min arbejdsplads er der automatisk lys der tænder, når man går ind på et toilet. Hør hov! Alt er elektronisk! Måske kan man finde ud af hvilke toiletter der bruges mest, ved at se hvor tit lyset går i gang? Jeg overvejer i flere dage, hvem jeg mon skal spørge for at finde ud af det? Og hvordan jeg skal overbevise vedkommende om, at han skal bruge tid på at analysere tallene, for at jeg kan få et jomfrueligt toilet. Det er jo sindssyg vigtig viden!

Nå, men jeg opgiver den plan, efter at jeg en dag går langs en række af åbne toiletdøre, for at komme ned til det nederste. Hvert toilets sensor fanger, at jeg går forbi, og tænder lyset, så jeg når at få tændt på 8 toiletter, før jeg rammer dét jeg vil bruge.

Okay, dårlig plan. Godt jeg ikke fik gang i undersøgelsen, og blev til grin i hele serviceafdelingen.

 

-Jeg tager altid dét, der er længst væk fra de andre der er optaget, svarede én pludselig!

Se, det er jo en ny strategi! – Liiiige scanne hvor den lille farvede lås er rød, og så vælge den bås der ligger mest for sig selv. Det passer meget godt med den vane jeg fik indprentet som barn, hvor man lægger et stykke toiletpapir i kummen, inden man går i gang med sine sager. Så kan andre nemlig ikke høre, hvis der lige skulle komme et lille plop.

Gad vide hvor mange der lægger et stykke papir i kummen på et offentligt toilet? …Hmm… Basis for ny undersøgelse?