Min teenage-datter og jeg har en munter ord-leg for tiden, når vi kører bil. Faktisk har den kørt et stykke tid, når vi skulle ind til nærliggende Aarhus. Byen har længe heddet ”YearHouse” i vores terminologi. Vi oversætter til engelsk, og så hedder den dét. Plat, men hyggeligt. ”Skal vi tage ind til ”Yearhouse” lørdag formiddag?”, eller ”Måske kan vi finde dén butik i Yearhouse”

På det seneste har det grebet om sig, og vi læser engelske byord hele tiden. Fx kører vi igennem HaveLive ganske tit (=Harlev) en lille provinsby tæt på vores bopæl. På vejen krydser vi vejen til Shiptown (Skibby), og hvis vi kører længere, kommer vi til Hatestone (Hadsten), hvis altså ikke vi drejer af, for at tage den nye motorvej til Silkcastle (Silkeborg), og på vejen vil køre forbi Angryspinningwheel (Galten).

Når vi er så langt her i snakken, griner vi uhæmmet, specielt når skiltet viser Ormslev, og vi straks i kor råber ”Wormspoon”. Eller de to små nabolandsbyer Storring og Lillering (Bigcircle og Smallcircle!!!!), og inden vi får set os om, har vi i fantasien sendt breve til 9100 Eelcastle i nord (Ålborg) og 7700 Becauseplace (Thisted), som ligger lige efter at man har krydset øen Mothers (Mors). Eller vi poster brevene mod syd, som fx 7100 Roadlaugh (Vejle), eller lidt mod Vest til lufthavnen og klodsbyen Cargrove (Billund).

 

”Ej, nu er det altså godtnok plat!” lød det grinende fra min datter. Vi var kommet til, hvad Lemvig lige skulle hedde. Undskyld på forhånd til de familiemedlemmer vi har i det område, men vi kunne ikke blive enige om, om den skulle hedde (advarsel! Grimme ord): Dickcreek, Peniscreek eller Cockcreek. Fniiiise…..

Vi har måttet opgive et par byer indtil nu. Fx kan vi ikke finde en engelsk oversættelse for Herning. Vi er helt blanke. Skagen har vi også opgivet. Til gengæld har vi tjek på to små landsbyer i vores nærmiljø: Edslev og Adslev, som hedder henholdsvis Oathspoon og Alongspoon. Og på vores allesammens hovedstad som jo nødvendigvis må hedde Buy-a-harbour.

Og sådan er der så meget man kan tage sig til, når man skal køre i bil sammen.