Den fineste 3D-effekt kan komme ud af en bunke streger. I denne uges torsdagstip-udfordring, skal du tegne vandrette streger. Streg efter streg efter streg, og så liiiige noget i midten, så får du de fineste motiver foræret.

Du skal først finde dig et motiv, en enkel form, strege den op på et stykke papir med blyant (evt. i din nye skitsebog? læs mere om art journaling her), og så igang med vandrette streger med en tynd tusch. Og det mindfulde? Det kommer, når du sidder der og sætter streg efter streg, og måske endda er heldig at gå i flow.

Jeg har lavet to skabeloner til dig i denne uge. Et hjerte og et æble! Men kast dig endelig ud i andre former, og du kan jo også bare tage din hånd, tegne rundt om den på papiret, og benytte samme teknik. Og derefter er det bare din fantasi der sætter grænsen! Du finder de to skabeloner allernederst i dette TorsdagsTip.  

 

 

Du kan se hele processen her i videoen (som er lidt speedy). Eller læs dig til det nedenunder.


 

Sådan gør du:

  1. Hav dit motiv klar: Skabelonen du har downloaded og udskrevet, eller en tegning du selv har skitseret.

 

pkt. 2. Kalkér-papir. Laves vha madpapir og blyant. Og kan viskes ud bagefter.

2.  Lav et kalkerpapir vha en blød blyant. Her bruger jeg et lille stykke madpapir, fordi jeg godt kan lide at jeg kan se igennem, men du kan bruge alt andet tyndt papir. Masser af farve fra blyanten tegnes på. Kalkerstykket skal være en smule større end dit motiv. (Man kan også bruge alm. kalkerpapir, men når jeg bruger blyant, er jeg sikker på at jeg kan fjerne det bagefter vha et viskelæder)

 

3. Frem med din skitsebog, eller det papir du vil overføre og tegne den endelige tegning på. Læg kalkerpapiret nederst, med sværten mod papiret. Læg skabelonen ovenpå. Sæt lagene fast med to små stykker malertape.

pkt. 3 og 4. Overførsel i din skitsebog/papir.

4. Tegn ovenpå stregerne i skabelonen, med en tynd blyant, gerne en stiftblyant. Husk alle hjælpelinjer. Pas på ikke at tegne for mange gange over det samme sted, det giver ujævne streger. Fjern skabelon og kalkerpapir.

 

 

5. Nu skal du til at tegne vandrette streger, med en tynd tusch. Den jeg bruger her, er en sort tusch, tykkelse 0,3. Start med hjælpelinjerne. Se videoen ovenfor, og forsøg dig frem. Vær omhyggelig med at dit “linjeknæk” kommer til at ligge præcist på den streg der angiver formen. Skidt med om afstanden mellem stregerne er helt regelmæssig. Det gør bare 3D-effekten mere levende, at det ikke er helt regelmæssigt.

 

pkt. 5. Start med hjælpelinjerne, så du har styr på det svære sted, hvor hjertet er tykkest.

6. Når du er færdig, visker du hjælpelinjerne ud, som blev overført via kalkerpapiret.

 

 

 

 

 

 

 

Hvis du selv vil lave dit motiv, så lav en lille analyse. Hvor er fx det tykkeste sted? Det er her du lader linjerne have modsat retning, så der bliver større afstand mellem dem. Og er der modsat et sted der danner skygge, så lad endelig stregerne ligge ovenpå hinanden. Det er det der sker foroven i hjertet, hvor der pludselig er meget sort.

 

Hvis du vil se en kunstner der har ført denne teknik helt ud i de vildeste ting, så tjek Nestor Formenteras hjemmeside. Han er en irsk tegner, som bruger kvindeformer som motiver. Og det er altså ret vildt, det han laver.

Nestor Formentera

 

Skabeloner (pdf)

hjerte_mindful streg. TorsdagsTip uge 41_2017 kopier
æble_mindful streg. TorsdagsTip uge 41_2017