Du kan bruge begge dele til stilken på crepepapirblomster, men måske skal du overveje hvornår du bruger hvad? De har nemlig forskellige egenskaber, og det har betydning for det færdige resultat.

Jeg har brugt og bruger begge dele, og har en klar favorit. I det følgende vil jeg prøve at komme lidt ind på fordele og ulemper ved de to forskellige materialer.

De har noget til fælles

Men lad os lige starte med det, de to har til fælles.

De er nemlig begge to lavet af crepepapir.

Forskellen er, at floratapen er lavet af crepepapir der er smurt ind i voks, hvilket betyder at den kan “lime” sig selv. Hvor den almindelige crepepapir er “rå”. Dvs der skal tilføjes lim, før den kan holde sig på plads.

Så de har altså begge to creppens egenskaber, hvilket betyder at de kan give sig i længden og forme sig om noget rundt.

Men lad os kigge på forskellene.

Floratape.

Floratape – fordele og ulemper:

Når man arbejder med floratape, skal man strække den en lille smule, mens man snor den på stilken. Varmen fra fingrene, og det lille stræk gør at den kan klæbe. Hvis man ikke laver strækket, vil den ikke klæbe så godt.

Floratapen stammer fra blomsterbinderfaget.

FORDELE ULEMPER
Meget nem at arbejde med, så rigtig velegnet til nybegyndere. Nogen gange får man lavet en stilk, hvor voksen bliver ved med at klistre i lang, lang tid (og dermed tiltrækker støv). Jeg har oplevet folk der tog en blomst op, og så fløj det ud af dem: “Ej, det klistrer!”
Man bruger floratapen direkte fra rullen, så man skal ikke først klippe en lang smal strimmel. Floratapen beholder farven, mens papiret kan ændres lidt af lys og luft. Dvs at en stilk med floratape ikke ældes på samme måde, og det kan blive ret uharmonisk på en ældre vintage-agtig blomst.
Man kan blande den færdige blomst med friske blomster, fordi floratapen kan holde til at stå i vand. Floratapen skal altid opbevares i en pose, så voksen ikke bliver udtørret.
Man får ikke fingrene smurt ind i lim (allerhøjst et tyndt lag voks fra floratapen) Nogle af rullerne har så meget voks på, at fingrene bliver helt fedtede af det. Kan aftørres med en klud undervejs. Hvis man har mest lyst til at vaske hænder skal man vente hver gang, på at komme videre med sine blomster, fordi fingrene er fugtige.
  Man har et begrænset farveudvalg. I Danmark kan man få 4-6 forskellige farver, og hvis man kigger mod Kina-shops kan man komme op i ca 10-15 forskellige farver.
Crepepapirblomster floratape eller crepepapirstrimmel på stilk
Her er tre eksempler på brug af floratape. Det kan være svært at se på billedet om det er godt eller skidt, men jeg mener helt klart at to af dem virker og den tredje gør ikke. 1. Yderst til venstre er det en rød syre. Den har blade af brun crepepapir, som er blevet overmalet med lilla Panpastel, som har givet en brunlilla farve. Hertil er brugt brun floratape til stilk. Det ser rigtig godt ud, og den brune stilk er meget mørkere end en brun i crepepapir ville blive. 2. I midten er en gren med blade. Her er brugt brun floratape til grenen i midten, hvilket klæder grenen rigtig godt. 3. Yderst til højre er en rose som er flere år gammel. Dens oprindelige blade af støvet grøn er falmet og blevet helt sandfarvede. Men stilken er stadig klart mørkegrøn. Det er svært at se på billedet, men den grønne er meget grøn til de nu sandfarvede blade. Det ville have været flottere hvis det hele var sandfarvet, så stilken havde skiftet farve med bladene. Det havde givet et lækkert vintagelook på hele blomsten. Nu ser det bare træls ud.
crepepapirblomster strimler af crepepapir

Strimmel af crepepapir – fordele og ulemper

Det er lidt sværere at arbejde med en strimmel af crepepapir, fordi man skal have styr på limmængde mm. Men hvis man lige sætter lidt tid af til at øve og får lært det, kan man få helt fantastiske stilke i alle farver.

Jeg bruger Tacky glue, og dypper fingeren i det og smører det af på ca 5-8 cm crepestrimmel i et tyndt, tyndt lag, og det rulles straks rundt om ståltråden. Der skal næsten ingen lim på, så det er drøjt i brug.

FORDELE ULEMPER
Stilkens farve bliver ved med at klæde selve blomsten, fordi blomst og stilk falmer sammen. De ældes på samme måde, og danner samme vintage-look. Man kan blive smurt ind i lim på fingrene, mens man arbejder. (Jeg har altid en gammel las af en frotteklud ved siden af, som jeg tørrer lim af i)
Man kan lave stilken i lige så mange nuancer som blomsterne. Hvis man bruger forkert eller for meget lim, kan der komme affarvede plamager på stilken. (Mange limstifter affarver især de grønne)
Når først man har lært teknikken, går det rigtig hurtigt at lave en smuk stilk. Når man er utrænet, kan man komme til at vikle for meget eller for tykt på, med ujævne stilke til følge.
Stilken er altid tør og klistrer ikke. Rar at røre ved. Blomsten kan ikke tåle at stå i vand, sammen med rigtige blomster.
crepepapirblomster Stilk er betrukket med strimmel af crepepapir. Storkonval.
Her er en storkonval i det græsgrønne crepepapir. Blade og stilk er lavet med samme farve crepepapir, og der er gået nogle måneder fra det er lavet. Ved siden af ligger et helt nyt stykke grønt crepepapir i samme farve. Det er svært at gengive farver på billeder, men det skarpe øje kan se, at blade og stilk er falmet lidt i forhold til den oprindelige farve. De er faktisk blevet mere naturlige at se på. Det gode er, at de to, stilk og blade, fortsætter med at skifte farve på samme måde, fordi de er lavet af samme materiale.

Når jeg laver blomster har jeg klare favoritter til at beklæde stilkene med.

90 % af mine stilke bliver lavet med en strimmel crepepapir, og et helt tyndt lag tacky glue, som smøres på vha en fingerspids.

Jeg foretrækker helt klart det udseende som de færdige stilke danner med crepepapirstrimlen, med en mat overflade, som også kan males lidt med fx Panpastel hvis man skal lave en stilk der fx er rødgrøn tæt på blomsten, og helt grøn længere nede ad stilken.

Jeg synes både blomsten bliver flottere når den ældes og måske falmer lidt, men også at den får et renere og mere autentisk look, med en crepepapirstrimmel.

Men de sidste 10% af mine stilke bliver lavet med floratape, og så er det ofte brunt eller mørkerødt, og en sjælden gang helt lysegrøn.

En gren med klare pinkrøde grenstykker kan blive helt vildt flot med rød floratape, og en brun floratape kan lave meget smukke halvblanke grene på fx en æblegren.

Find din favorit.

Og sådan har man klart sin egen favorit. Og måske er du helt uenig, og synes meget bedre om floratapen, og så skal du endelig kaste dig over den.

Det vigtigste er, at du er opmærksom på at de har forskellige egenskaber, og at du bør overveje hvilken type du skal bruge til dine forskellige blomster.

Vil du se mere?

Lørdag d. 3. spril 2021 var jeg på besøg i studiet i TV2’s GO’Morgen Danmark, med mine crepepapirblomster.

Klippet kan streames på TV2play (kræver abonnement). Der er et lille klip i starten af 1. del, og et større klip i første halvdel af 2. del.