Det, at udtrykke sig, kan komme på mange måder. Og der er en meget stor gevinst ved at udøve sin kunstneriske interesse i en bog, uanset om man er mestertegner, eller hobby-klatmager. Øvelsen og processen samarbejder og hjælper mod stress og myldre-tanker.

Her er eksempler på seks metoder du kan bruge, hvis du vil udtrykke dig kreativt i en bog. Alle metoderne, på nær den sidste, laves i en bog med blanke sider. Og når du har lært at kende forskel på dem, kan det være en stor fornøjelse at blande hele molevitten sammen. Alt kan lade sig gøre.

 

 

1. Art journaling

En bog med kraftige sider, som du regelmæssigt tegner, limer, river, skriver, doodler, maler, dekorerer i. Teknikken kaldes også mixed media, fordi alt er muligt, alle materialer kan bruges og man mixer på kryds og tværs. Mixed media-kunstnere arbejder på lærred og alt muligt andet, og bogen, din art journal (skal vi oversætte det kunst-dagbog) er en komprimeret form, hvor det ikke handler om at få et perfekt kunstnerisk produkt, men mere fokus på processen, og det man kan få ud af at være i processen.

Ofte vil folk der arbejder med en art journal, fortælle om hvordan de kobler af, og bearbejder oplevelser i livet og hverdagen. Andre får lukket damp ud, og ofte fortælles om en rigtig god stress-afleder. En art journal er en meget personlig bog, som ikke skal sendes rundt ved kaffebordet, hvis der er lagt meget hjerte i den. Det betyder også at man kan udtrykke sig på SIN måde. Nogle tegner, andre klipper ud fra blade og maler og lakerer ovenpå. Og andre igen kombinerer farver og former med små tekster og ordsprog, skrevet med tusch, blyant, udklippede bogstaver, eller andre metoder.

Det er også oplagt at lave en art journal i en gammel bog, hvor man kan lade teksten og illustrationerne på siderne, indgå i alle de små billeder.

Art Journal’en kan bruges som lynafleder for sin kreative kraft, men de enkelte sider kan også bruges som forlæg for ”rigtige” malerier.

Kan nemt kobles med traditionel skitsering a la skitsebpg (se længere nede)

Brug for ro og fordybelse? Her er en metode der kan hjælpe.

Det skal du bruge til din Art Journaling

Eksempel på Art Journal. Fra daisyyellowart.com

 

2. Bullet journal

En bog med blanke sider, der fungerer som en kalender, men ejeren laver selv opbygning og layout. Forkortes ofte BuJo. Her laves lister i store mængder: ”disse film skal jeg se i 2018” ”Jeg har disse typer af æbletræer i haven” ”i juni skal jeg kontakte den og den” etc. Bogen kan være en oversigt over hvad man skal, med også et overblik over ens eget liv og præferencer. I BuJo’en bruges oftest tuscher og penne med skarpe kanter (ikke noget med støvet farvekridt eller lign.)

Bullet journaling er en dagbogsform for folk med hang til lister, og med lyst til et kunstnerisk præg. Ofte laves små symboler der betyder forskellige ting. Der er ingen regler, man laver dem selv. Der findes masser af fora på nettet med gensidige inspirationer. Der kan gå en del præstation i den, når man viser frem, og det er en ægte kontrolfreak-beskæftigelse.

(personligt holder jeg mig langt fra bullet journaling. Jeg har nemlig et mega sirligt kontrol-gen, og tror jeg vil blive stresset af den. Jeg har bedre af art journaling, som er meget procesorienteret, og skitsebøger. )

3. Skitsebog

En traditionel skitsebog er en bog med blanke sider. Skitsebogen bruges til at øve tegnefærdighed, og hvis den bruges ofte og regelmæssigt, vil man få en solid øvelse og dermed også blive bedre til at tegne. I skitsebogen skitseres ting ned man ser, for at affotografere former og faconer. Nogle vil foretrække at sidde derhjemme i privatlivets fred, og tegne termokanden eller løbeskoen, eller efter fotos… Andre foretrækker at gå ud i verden og er ikke genert ved at sætte sig på et befærdet torv, et gadehjørne, en skov. Motiverne er allevegne, uanset om man vil ud i verden, eller blive i privatsfæren.

Nogle bruger skitsebogen som en slags dagbog, og nyder at gå tilbage i den for at mindes, eller efterbearbejde oplevelser. Andre bruger den til at huske faconer og farver, og planlægge ”rigtige” malerier.

Ofte vil man, på museer, se skitsebøger udstillet i forbindelse med specialudstillinger af specifikke kunstnere. ”sådan arbejder han…”

Udsnit fra mine egne skitsebøger

4. Traditionel skrapbog:

En bog med blanke sider, hvori er limet ting med et specielt emne. Det kan være en fan af en berømt person der limer artikler og billeder ind fra blade, af personen. Det kan være en skrapbog fra en rejse, med billetter, fotos, servietter etc. Som regel med et bestemt emne, og fokus på indholdet. Bruges som en mindebog, en fan-bog, en familie-bog.

En moderne skrapbog er de fotobøger man kan bestille i kopicentre og trykkerier, hvori man inden da har lagt billeder ind i en forud-defineret skabelon.

5. Scrapbooking:

(ja, ordet blot oversat til engelsk) tog for alvor fat i Danmark omkring år 2000, og metoden er meget udbredt i USA. Når man scrapbooker, så limer man en masse billeder ind i en bog med blanke sider, fx fra en barnedåb, og en del andre ting, der passer til, servietten, menuen, etc. Forskellen fra en traditionel skrapbog er, at man garnerer det med en masse forskelligt mønstret papir, og udskærer det i forskellige mønstre og former. I scrapbooking er der fortsat fokus på indhold, men også i høj grad på udseende og layout, vha de mange matchende papirer. Kan have en tendens til at blive lidt…tutte-nuttet. Så hvis man er til den slags, skal man måske kaste sig over scrapbooking. Man kan købe papir og udstansede figurer, bogstaver og dimser i mega-store mængder. Scrapbooking bruges også ofte til indbydelser, takkekort mv.

 

Og så det helt store hit de senere år, til at koble af med:

6. Malebøger, nu også for voksne:

De oversvømmer markedet i disse år. De første der brød igennem var mandalategninger, til børn og voksne. Og efterhånden er markedet eksploderet i blomster, fugle, landskaber med meget mere. Bøger fyldte med stregtegninger uden farve.

Der er ingen tvivl om, at når man farvelægger så kommer man i samme meditative tilstand som man kan komme når man strikker, broderer, løber, eller laver andet der kræver mange gentagelser. Man kører derudad uden at spekulere og mange kommer i en afslappet tilstand af det. Man tømmer hjernen.

Det er en formidabel beskæftigelse, når man gerne vil lege med farver, men ikke synes at man kan tegne. Og mange der allerede kan tegne og male, kan også have fornøjelse ved simpel farvelægning.

Eksempel fra malebogen “Secret Garden” af Johanna Basford.

 

Og det hele kan blandes sammen i én pærevælling, i en tom skitsebog, hvis det er det man har lyst til. Kunst og kreative frembringelser sætter ingen grænser. Her er ingen regler. Prøv dig frem, og nyd processen og det den gør ved dig.